Staten tjener millioner på digital tinglysning
08. sep. 2010 11.56 PengeMange hussælgere har tabt tusindvis af kroner på grund af problemer med den digitale tinglysning. Men for staten er det - isoleret set - en god forretning at gøre tinglysningen digital.
Det skriver Ingeniørens it-site, Version2.
En gennemgang af regnskabet for den digitale tinglysning viser, at det kostede Domstolsstyrelsen 363 millioner kroner at skifte til digital tinglysning. Men til gengæld er besparelsen 100 millioner kroner om året.
100.000 i gevinst om året
Det betyder, at investeringen er betalt hjem på under fire år, og derefter er de 100 millioner kroner om året ren gevinst. Adam Wolf, direktør i Domstolsstyrelsen bekræfter:
- Hvert år afleverer vi 100 millioner kroner til statskassen. Vi sparer omkring 85 millioner i personaleudgifter og 14 millioner på porto, efter vi lancerede digital tinglysning. Der er ikke mange it-projekter i det offentlige, som giver så markante besparelser, siger Adam Wolf, direktør i Domstolsstyrelsen.
I perioden fra september sidste år til april i år var tinglysnings-systemet så lammet, at hussælgere måtte betale ekstra renter til banken, fordi de ikke kunne få tinglyst deres hussalg.
"Se på gevinsterne"
Selvom digital tinglysning i den brede befolkning derfor nu mest er kendt for at have påført folk ekstra-udgifter, vil Adam Wolf også gerne pege på alle de gevinster, samfundet får efter digitaliseringen.
- Der er den indlysende økonomiske fordel i, at 70 procent af sagerne nu klares helt automatisk på få sekunder, så en hushandel kan skæres ned med 5-10 dage, siger han og fortsætter:
- Vi sparer for eksempel hvert år 14 millioner kroner alene på porto, så alle dem, der nu slipper for at sende os et papirbrev for at tinglyse, må spare det samme. Og det koster også noget at håndtere et papirbrev i forhold til at gøre det digitalt, siger han til version2.