Pensionsselskaber redder kunder fra førtidspension
28. sep. 2010 13.12
Opdat.: 29. sep. 2010 14.53Selv om der er 30 dages behandlingsgaranti i det offentlige, så må mange syge alligevel vente meget længere på at få behandling.
Behandlingsgarantien gælder nemlig ikke for undersøgelser og skanninger, og her kan der være mange måneders ventetid.
- Vi har eksempler på medlemmer, der venter både otte, ti, tolv og fjorten måneder på at få stillet en diagnose for et dårligt knæ eller ondt i ryggen, siger Torben Möger Pedersen, der er adm. direktør i pensionsselskabet PensionDanmark.
Ventetiden er dyr for samfundet. Det koster sygedagpenge, og når folk er sygemeldt i længere tid, så stiger risikoen for følgesygdomme og det, der er værre.
- Vi har sager, hvor folk venter så længe på en undersøgelse, at de i stedet havner på førtidspension, siger Torben Möger Pedersen.
Udgifter til sygedagpenge stiger kraftigt
Hver eneste dag får 90.000 danskere sygedagpenge. Over 16.000 har været på sygedagpenge i mere end et år. De sidste fem år er udgifterne til sygedagpenge steget med 16 procent til 15,3 milliarder kroner, viser tal fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.
AE-rådet har også set nærmere på, hvordan det går folk, der er på sygedagpenge i mere end et år. Tallene viser, at et år efter at de langtidssyge er stoppet med sygedagpenge står kun en ud af tre til rådighed for det ordinære arbejdsmarked, mens to ud af tre er havnet på førtidspension, fleksjob, revalidering eller er tilbage på sygedagpenge igen.
Førtidspension koster millioner
Det er dyrt for pensionsselskaber, der skal udbetale invalidedækning til den kunde, der kommer på førtidspension.
En førtidspension kan hurtigt koste selskaberne flere millioner kroner, og derfor er flere pensionsselskaber som PensionDanmark, Danica Pension og PFA begyndt at tilbyde kunder hurtigere behandling, hvis der er ventetid i det offentlige.
På Syddansk Universitet kan professor i sundhedsøkonomi Kjeld Møller Pedersen godt forstå pensionsselskaberne.
- Der er rigtigt mange penge i at få det her til at synge på en anden måde end det har gjort hidtil, siger sundhedsprofessoren og fortsætter:
- Kan man undgå, at en langtidssygemeldt bliver ført ud på et sidespor, som måske fører til en førtidspension - jamen så skal der ikke være ret mange af de tilfælde undgået før, at man har tjent den her indsats hjem.
Fik ventetid reduceret fra fem måneder til 10 dage
En af de kunder, som har fået hjælp af sit forsikringsselskab, er 35-årige Ann Vestermark Rasmussen. Hun havde gået med voldsomme rygsmerter i tre måneder og været sygemeldt i to, da hendes læge indstiller hende til en MR-skanning. Den skal afsløre, hvad der er årsag til hendes store smerter.
- Da jeg fik brevet, så var der fem måneders ventetid, bare på at komme til en forundersøgelse til MR-skanning, og så tænkte jeg, at det kan ikke passe, siger Ann Vestermark Rasmussen.
Udsigten til et halvt år mere med store smerter er uudholdelig.
- Det slider på familien. Jeg kunne ikke cykle med mine drenge, kunne ikke tage til fodbold med dem, for jeg kunne ikke stå op i så lang tid. Jeg havde det faktisk bedst, når jeg lå ned, så min mand måtte tage sig af meget af det praktiske, siger Ann Vestermark Rasmussen.
Men da hun kontakter PensionDanmark går det stærkt. Selskabet skaffer hende en MR-skanning på et privathospital på bare ti dage.
Skanningen afslører en diskusprolaps, og med den viden kan Ann Vestermark Rasmussen stille sig op i køen til en operation i det offentligt, og med en diagnose i hånden er hun omfattet af 30 dages behandlingsgaranti.
Sparet for halvt år med smerter .. og måske en førtidspension
- Den forsikring har nok sparet mig for et halvt år med store smerter, og nu er jeg færdig med min genoptræning og på vej i arbejde igen. Havde jeg ventet på det offentlige, så havde jeg måske lige fået min operation nu, vurderer Ann Vestermark Rasmussen.
Men måske har den hurtige MR-skanning sparet Ann Vestermark Rasmussen for meget mere.
- Det kunne meget vel være endt med en førtidspension. Det ser vi desværre ofte i den slags sager, hvor det trækker ud med behandling, siger Torben Möger Pedersen.
Han mener, at det offentlige kan lære af forsikringsselskabernes hurtige indsats.
Det offentlige har sparet halvt års sygedagpenge
- Hvis du stiller regnestykket op, så har vi brugt cirka 6000 kroner på en MR-skanning, og det offentlige har sparet et halvt års sygedagpenge. Vi har hjulpet et medlem, og hvis vi kan redde bare nogle få fra at havne på førtidspension, så er det også en god forretning for os.
Sidste år havnede flere end 17.000 danskere på førtidspension og ved årsskiftet var der i alt 244.600 førtidspensionister. De samlede udgifter til førtidspension var på 37,3 milliarder kroner.
Se Magasinet Penge onsdag d. 29. september kl. 21.25.