LO: Reform rammer folk med ægtefæller i job
25. jan. 2011 16.16 PengeLO's formand, Harald Børsting, var på forhånd negativt stemt over for en reform af efterlønnen.
Dagens udspil fra regeringen har ikke gjort ham mindre krigerisk.
- Det er skamløst at lægge sådan et forslag frem, siger LO-bossen.
Betydelig modregning
Harald Børsting efterlyser, at det kommer frem, at den nye såkaldte seniorførtidspension vil indebære, at ægtefællens indtægt modregnes.
- Hvis du er gift eller lever sammen med en, der arbejder og har en vis indtægt, så er der en betydelig modregning, siger han.
Økonomisk klemme
Med førtidspensionen - som den er i dag - kan du ikke få den fulde ydelse, hvis din ægtefælle tjener over et vist beløb. Beskæftigelsesministeriet oplyser over for DR Nyheder, at det samme gælder den såkaldte seniorførtidspension, som regeringen har fremlagt i dag.
Derfor vil det for mange være en dårlig forretning at blive seniorførtidspensionist i stedet for efterlønner, mener Harald Børsting.
- Økonomisk bliver det (seniorførtidspension, red) en helt elendig ordning.
Støjberg bekræfter
Beskæftigelsesminister Inger Støjberg bekræfter, at modregningen i førtidspensionen, hvis ægtefællen eller samleveren er på arbejdsmarkedet, også vil gælde den foreslåede seniorførtidspension:
- Reglerne er som de er, man vil kunne lave alle mulige famlilietypeberegninger, der vil vise, at nogen vil komme til at vinde lidt på det her, og nogen vil komme til at tabe på det.
- Så er man for eksempel en enlig, deltidsansat sosu-medarbejder, så vil man sandsynligvis komme til at vinde lidt på det, siger hun til Radioavisen.