Bankerne lægger Dankortet på is
19. dec. 2011 06.00 PengeN8!
Sådan lyder forkortelsen for bankerne mest hadede lovinitiativ lige for tiden.
N8 dækker over den lovpakke, som Folketinget vedtog i sidste uge, og som blandt andet betyder, at detailhandelen får lov til at lægge et gebyr på betalinger med kreditkort.
Men Dankortet går fri, og det er lige præcis det, som er anstødsstenen for Finansrådet, pengeinstitutternes brancheorganisation.
- Man sætter konkurrencen ud af kraft, fordi man gør forskel mellem debitkort og kreditkort. Det skaber ulige konkurrence. Hvis butikkerne i stort omfang lægger gebyrer på kreditkortene, så vil mange danskere formentlig bruge Dankortet.
Det siger Jørgen Horwitz, direktør i Finansrådet.
Taber på Dankortet
Udviklingen er et mareridt for bankerne. For Dankortet er en tabsgivende forretning. Det koster bankerne 300 millioner kroner om året.
- Derfor vil bankerne have danskerne til at bruge deres kreditkort, det er en businessmodel, som de kan tjene penge på, siger Henrik Hyltoft, markedsdirektør i Dansk Erhverv.
Dansk Erhverv, det vil sige de handlende, går i høj grad ind for Dankortet.
- Vi betragter det for at være effektivt og billigt, og så er det et meget udbredt betalingsmiddel, siger Henrik Hyltoft.
I denne sag betragter detailhandlen sig derfor som allieret med Forbrugerrådet, som er tiltalt af stordriftfordelene.
- Når man koncentrerer transaktionerne om et system, så bliver hver eneste transaktion langt billigere, siger direktør i Forbrugerrådet, Rasmus Kjeldahl.
Samfundet vejer tungere
Samfundet har brug for et omfattende og billigt betalingssystem, det rækker ud over bankernes snævre interesser, mener han.
- De har fordele ved Dankortsystemet, som er svære at gøre op i penge. Folk deponerer deres penge i bankerne i stedet for at bære rundt på store kontante beløb. Det giver bankerne den fordel, at de har penge stående, som de betaler nul procent af og i stedet kan låne ud til syv, otte procent, siger direktøren for Forbrugerrådet.
Men Finansrådet føler sig i den grad svigtet af politikerne, at man har opgivet samarbejdet om at udvikle Dankortet.
- I og med at det giver et underskud på 300 millioner kroner om året, så er det ikke kort, hvor man kan forestille sig, at der vil ske en videreudvikling, siger Jørgen Horwitz fra Finansrådet.
Pengeinstitutterne har derfor boykottet samarbejdet om Dankortet, nu er det op til politikerne, siger Jørgen Horwitz.
- Det er op til dem at regulere dette marked med lovgivning. Så må vi til enhver tid rette sig ind efter denne lovgivning, siger Jørgen Horwitz.