3F: Invester i energirigtige job
16. jan. 2012 07.00 PengeDansk økonomi skal kickstartes - og fagforbundet 3F har et bud på hvordan.
En investering på 15 milliarder kroner kan nemlig blive til 30.000 jobs, hvis man spenderer dem på energirigtige tiltag, fortæller Jesper Lund Larsen, miljø og arbejdsmarkedspolitisk konsulent i 3F:
- Energirenoveringer af og energibesparelser i bygninger samt varmepumper til eksempelvis jordvarme, vil give rigtig mange job i rigtig mange år.
Dobbelt op på jobs
Normalt peger økonomer på, at det giver 1000 jobs ved en statslig indsprøjtning på 1 milliard kroner. Men 3Fs beregninger viser, at man kan skabe 2000 arbejdspladser, hvis man vælger en række energirigtige tiltag.
Konkret drejer det sig om udskiftning af utætte vinduer i boliger, solceller på skolernes tag og varmepumper til jordvarme istedet for oliefyr.
Fradrag med fokus på energi
For at få gang i sådanne særligt jobgivende investeringer, peger 3F derfor på at regeringen bør begrænse håndværkerfradraget til kun at omfatte energirigtige forbedringer - og det samme skal gælde det kommende vækstudspil, siger Jesper Lund Larsen:
- Det skal være tilskud, man kun kan få, hvis man laver energirigtig renovering, og det er selvfølgelig kun til håndværksudgifterne og ikke til materialerne, for det er jo meningen, at vi skal skabe beskæftigelse.