Industriens parter har indgået overenskomst
12. feb. 2012 10.35 Penge
Opdat.: 12. feb. 2012 15.56En kvart million industriansatte kan se frem til, at mindstelønnen tager et lille hak opad.
Mere præcist stiger lønnen 1,35 kroner om året i 2012 og 2013. Den laveste timeløn vokser dermed fra 106 kroner til 108,70 kroner over de næste to år.
Det vil sige en stigning på 1,27 procent det første år og 1,26 det andet. I hele perioden er tallet 2,55 procent.
Det er resultatet efter forhandlerne søndag eftermiddag har bekræftet, at der er indgået forlig på industriens område.
Den største forhandling
Forhandlingerne har stået på siden begyndelsen af januar, og industriens overenskomst har været afventet på en række andre områder, som nu vil kunne afslutte deres egne forhandlinger.
Fra CO-industris side gik man ind i forhandlingerne med det mål at bevare reallønnen og styrke uddannelsesområdet.
Emner som tryghed i ansættelsen, løn under sygdom og barsel samt flere pladser til lærlinge og elever har typisk stået højt på ønskelisten hos organisationens medlemmer.
Vækst og jobs
Fra DIs side gik man primært efter at få genskabt konkurrenceevne og på den måde øge vækst og skabe flere job.
De to overenskomster, der er omfattet af forhandlingerne mellem DI og CO-industri, er Industriens Overenskomst for faglærte og ikke-faglærte arbejdere og Industriens Funktionæroverenskomst for tekniske og administrative funktionærer.
Disse overenskomster gælder direkte for ca. 6000 virksomheder og omfatter ca. 240.000 ansatte.
De præcise detaljer i aftalen præsenterer forhandlerne på et pressemøde klokken 18:00.