Størst i Norden: Novo overhaler Statoil

Novo Nordisk-aktierne steg tirsdag så meget, at medicinalselskabet nu har Nordens højeste markedsværdi.

Novo Nordisk er nu Nordens mest værdifulde selskab målt på markedsværdi. Det er konsekvensen af børshandlen tirsdag, hvor den danske medicinalgigant igen var blandt de foretrukne papirer, skriver Ritzau Finans.

Novo Nordisk steg således markant, og med en markedsværdi på 490 milliarder kroner har selskabet nu passeret norske Statoil. Olieselskabets markedsværdi er omregnet til danske kroner 486 milliarder.

Pengene regner ned over danskerne i disse dage med både store udbetalinger af efterløn, udbytter og forfaldne obligationer, og det kan ifølge Ritzau Finans være forklaringen på den imponerende udvikling i de danske aktier set over en bred kam.

Hvorfor vides ikke

Derimod synes der ikke at være en entydig forklaring på den store interesse om aktielokomotivet, Novo Nordisk.

Insulinkæmpen ligger efter markante stigninger i denne uge til at sætte rekord 3,3 procent højere i kurs 842.

- Vi kan godt lide Novo-casen, men det har vi hele tiden kunnet, og jeg kan ikke pege på, hvorfor man lige pludselig går så meget amok i den aktie, siger chefhandler i Danske Bank, Mads Zink, til Ritzau Finans.

Novo-aktien benyttes ofte som parkeringsplads for likviditet, men det gælder også andre aktier, så det er næppe heller det alene, der trækker.

  • Print
  • Del artiklen:

    Tag dr.dk Nyheder med dig

    Du er nu tilmeldt følgende nyhedsbrev(e):

    Vis alle nyhedsbreve
    Vis alle nyhedsbreve
    • Kun breaking:
    • Alle nyheder: