Tomme hylder: Lego kan ikke følge med salget

Salget af Lego-produkter vokser så voldsomt, at produktionen ikke kan holde trit. Mange må gå forgæves efter julegaven.

Lego kommer til at skuffe mange af sine trofaste kunder til jul. Legetøjskoncernens salg vokser så kraftigt, at virksomheden ikke kan opfylde efterspørgslen. Og kunderne er især vilde med de helt nye produkter, skriver Børsen.

Mads Nipper, koncerndirektør i Lego, forklarer, at nye produkter lanceret i år udgør langt over halvdelen af salget.

Legetøjsgigantens vilde vækstår vil sende omsætningen langt over 20 milliarder kroner - en stigning på mindst 20 procent i forhold til 2011 og tæt på en fordobling i forhold til salget i 2009.

Lejetøjsbutikker kunne sælge mere

Men tallet kunne være endnu mere imponerende, siger Carsten Nielsen, varedirektør i Top Toy, der herhjemme står bag de store legetøjskæder Fætter BR og Toys'r'us:

- Vi får løbende varer, men får ikke alt det, vi kan sælge. Jeg vurderer, at vi kunne have solgt mellem en tredjedel og en halv gang mere.

Lego Friends har været en enorm succes, hvor Lego for første gang har ramt rigtigt med en serie til piger. I legetøjsbutikkerne skal man være heldig for at finde en af de store æsker på hylderne.

Salget nærmer sig niveauet for kæmpesuccesen på drengesiden, Ninjago-serien.

Lego vinder markedandele

Det er ikke første gang, at koncernen taber omsætning, fordi den har svært ved levere til julehandlen.

- Når man lever i så sæsonpræget en forretning, er det et faktum, vi må leve med. Hvis vi havde 10 procent mere kapacitet, ville vi stadig ikke altid ramme rigtigt og undgå, at nogen butikker får udsolgt af visse produkter, siger koncerndirektør Mads Nipper til Børsen.

Legetøjsmarkedet i Danmark ventes ikke at udvide sig i forhold til sidste år, vurderer Top Toy. Dermed vinder Lego også markedsandele.

På koncernens fabrikker i Mexico, Tjekkiet og Ungarn samt i Billund udvides kapaciteten konstant, fremgår det af Børsen.

Lego havde i 2011 et overskud på 4,2 milliarder kroner ud af en omsætning på 18,7 milliarder kroner. Globalt er markedsandelen på over otte procent.

  • Print
  • Del artiklen:

    Tag dr.dk Nyheder med dig

    Du er nu tilmeldt følgende nyhedsbrev(e):

    Vis alle nyhedsbreve
    Vis alle nyhedsbreve
    • Kun breaking:
    • Alle nyheder: