EU bremser SAS’ livsvigtige spareplan

SAS’ banker kræver, at de skandinaviske lande garanterer for SAS milliardstore lån. Manglende godkendelse fra EU betyder, at spareplan er udskudt.

SAS' hovedaktionærer - den danske, svenske og norske stat samt den svenske Knut og Alice Wallenberg's Fond - skal holde hånden under flyselskabets banklån på over fire milliarder kroner ved at stille statsgarantier.

Det kræver SAS' bankforbindelser til gengæld for at forlænge selskabets kæmpelån, der ellers ville udløbe til sommer. Det erfarer DR Nyheder.

I disse timer sidder jurister hos EU's konkurrencemyndigheder og vurderer, om statsgarantierne kan godkendes, eller om det vil have karakter af ulovlig statsstøtte.

Netop den manglende godkendelse fra Bruxelles var afgørende for, at flyselskabet tidligt i går højst overraskende måtte udskyde en ellers planlagt offentliggørelse af en storstilet spareplan, der betegnes af analytikere som helt afgørende for SAS' overlevelse.

Er klar mandag

Ifølge DR Nyheders oplysninger regner man i SAS nu med, at den endelige EU-godkendelse ligger senest mandag. Går planen igennem er det altså de skandinaviske skatteydere, der risikerer at måtte dække bankernes eventuelle tab.

SAS' bankforbindelser består af et konsortium på seks banker - blandt andre Nordea og Danske Bank.

Uden de livsvigtige banklån er SAS' fremtid kulsort.

Lånene er helt afgørende for, at SAS kan komme helskindet gennem flyselskabets aktuelle krise.

Den ventede spareplan vil omfatte frasalg af datterselskaber og aktiviteter for 2,6 milliarder kroner samt besparelser for et lignende beløb.

DR Nyheder erfarer, at der venter det helt store opgør med de 39 fagforeninger i SAS, der vil blive tvunget til at acceptere langt færre og billigere overenskomster med lavere løn og ringere arbejdstidsregler.

Ifølge en talsmand for EU's konkurrencekommissær, Joaquin Almunia, har de skandinaviske landes regeringer allerede i den forløbne uge taget kontakt for at høre, om de lovligt kan yde statsgaranti for milliardlån til luftfartsselskabet SAS.

- Men vi har på nuværende tidspunkt ikke modtaget nogen formel anmodning, siger Almunias talsmand Antoine Colombani fredag i Bruxelles til Ritzau.

Han understreger, at kommissionen skal orienteres om og godkende enhver form for statsstøtte, før den kan udbetales.

Det gælder også, selv om der kun måtte være tale om støtte i form af garantier, fordi det skal vurderes, om det giver den pågældende virksomhed ufordelagtigt gode konkurrencevilkår.

EU-Kommissionen har ingen standard-sagsbehandlingstid for den slags anmodninger, og talsmanden vil ikke på forhånd give et bud på, hvor lang tid det kan tage at behandle en sag om SAS. Det kommer meget an på sagens præcise karakter, skriver Ritzau.

  • Print
  • Del artiklen:

    Tag dr.dk Nyheder med dig

    Du er nu tilmeldt følgende nyhedsbrev(e):

    Vis alle nyhedsbreve
    Vis alle nyhedsbreve
    • Kun breaking:
    • Alle nyheder: