Brunetten i den velkendte blå uniform gjorde sit bedste for at holde gråden tilbage. Men forgæves. Stemmen knækkede, og en spinkel tåre trillede ned gennem den ellers så sirligt lagte makeup.
- Det er så forfærdeligt, så forfærdeligt. Vi elsker jo vores arbejdsplads. Men…
“Vi kan snart ikke klare flere tæsk. Jeg har været ansat i 16 år, og jeg får mindre udbetalt i dag, end da jeg startede.”
SAS-stewardesse
Hun fiskede et lommetørklæde frem, duppede kinden og genvandt den fatning, som er en SAS-stewardesse værdig.
- Vi kan snart ikke klare flere tæsk. Jeg har været ansat i 16 år, og jeg får mindre udbetalt i dag, end da jeg startede, snøftede hun.
Jeg mødte hende og hendes fem kolleger om morgenen mandag den 19. november i de lyse lokaler tilhørende fagforeningen for de danske kabineansatte i SAS, CAU, alleryderst på Amager.
Udenfor skinnede efterårssolen upåvirket, mens fly fra alle verdenshjørner dykkede ned fra himlen i lykkelig uvidenhed om det drama, der udspillede sig omkring Københavns Lufthavn.
På afgrundens rand
SAS, Skandinaviens flyvende stolthed og symbolet på nordisk samarbejde, var på afgrundens rand, hed det. Selskabet var så tæt på konkurs, at flyene blev sendt af sted med fyldte brændstoftanke, så de ville kunne nå hjem til København i tilfælde af en betalingsstandsning.
Læs også SAS-konkurs efter få uger ved nej til spareplan
Af samme grund blev de ansatte beordret til at tage kontanter med, så de ville kunne klare sig, hvis deres SAS-kreditkort blev spærret, kunne flere medier berette.
Kun store frasalg, massive lønnedgange og længere arbejdstid for de ansatte kunne redde selskabet, messede analytikere, SAS-ledelse og sågar finansministrene i Skandinavien, der repræsenterede staternes ejerandele i selskabet.
Læs også Corydon pressede kabineansatte til at sige ja
Den danske, Bjarne Corydon (S), tog sågar det usædvanlige skridt at understrege alvoren i en sms til CAU's formand Helge Thuesen midt under forhandlingerne med følgende ordlyd:
"Kære Helge. Vil du ringe til mig hurtigst muligt. Det er helt afgørende for selskabets overlevelse, at det danske personale nu følger alle andre i SAS. Ellers er risikoen for et sammenbrud stadig helt overhængende."
Stort pres
Presset på de danske stewardesser og deres bestyrelse i CAU var med andre ord umenneskeligt i disse mandagstimer. Som den sidste af otte fagforeninger nægtede CAU stædigt at acceptere SAS' ledelsens krav. Efter en uges forhandlinger holdt de fortsat stand, selv om deadline for længst var overskredet.
“Vi mangler kun én forening nu. Og den skal vi have med. Vi SKAL nå i mål.”
Richard Gustafsson
"Der forhandles stadig. Knaster", skrev én af CAU's forhandlere om formiddagen til mig i en sms - men ellers var det yderst begrænset, hvad der om ud af forhandlingslokalerne.
Imens skruede SAS-ledelsen op for retorikken:
- Vi mangler kun én forening nu. Og den skal vi have med. Vi SKAL nå i mål, lød det tørt og insisterende fra, da han i et par minutter forlod forhandlingsbordet og afholdt improviseret pressemøde på asfalten foran SAS Huset i lufthavnen.
En af årets erhvervshistorier
På dette tidspunkt stod det allerede lysende klart for enhver i nærheden af dramaet, at vi var vidner til én af årets mest opsigtsvækkende erhvervshistorier.
Læs også BILLEDSERIE: SAS gennem tiden
På ellers fredelige arbejdsmarkeder som de skandinaviske, hvor arbejdsgivere og lønmodtagere i halvandet århundrede har forhandlet sig til enighed i god ro og orden, har man sjældent hørt så kompromisløse toner, som mellem parterne i SAS.
Striben af ubehageligheder siden 2001 - Angrebet på World Trade Center, udbruddet af lungesygdommen SARS, de stigende brændstofpriser, finanskrisen, enorme pensionsforpligtelser og måske vigtigst af alt konkurrencen fra økonomisk kreative lavprisselskaber som Ryanair og Norwegian - havde unægteligt gjort det nødvendigt for et selskab som SAS at skære helt ind til benet.
Spareplan på spareplan
Derfor havde skiftende ledelser siden årtusindeskiftet løbende kastet selskabet ud i spareplan efter spareplan, der hver og en har gravet kløften mellem SAS-ledelsen og de ansatte dybere.
Som stewardessen, jeg mødte i CAU-bygningen dén formiddag, sagde:
- Jeg tror ikke, du finder mere dedikerede medarbejdere end i SAS. Vi vil gøre så meget for, at det skal lykkes. Men det jeg nægter at tro på, at situationen er så alvorlig, at det er nødvendigt at hænge os ud i offentligheden. Det er ikke den rigtige måde at gøre det her på.
At SAS var et finansielt udfordret selskab stod klart for de fleste. Men præcis hvor alvorlig, situationen var, krævede indsigt i regnskabstal, som ikke umiddelbart var tilgængelige.
Slet ikke i løbet af den ene uge, SAS' banker havde sat af til forhandlingerne som betingelse for at forny selskabets livsvigtige kassekreditter.
Spørgsmål på stribe
De ubesvarede spørgsmål stod dog i kø: Var de ansatte i SAS virkelig så langt bedre lønnede end konkurrenterne, at det truede selskabets eksistens?
Stod et selskab med en kontantbeholdning på over to milliarder kroner virkelig så tæt på konkursen, at det var nødvendigt at fylde flyene med brændstof?
Var årsagerne til SAS' elendigheder i virkeligheden ikke primært en række enkeltstående hændelser så som datterselskabets Spanairs konkurs og bøder fra EU-kommissionen? Hændelser, som vel primært skyldes ledelsessvigt frem for grådige ansatte?
Ingen svar
I den dramatiske novemberuge forblev spørgsmålene ubesvarede. Og det er de fortsat. SAS' velsmurte pressemaskine - rådgivet af den tidligere spindoktor Michael Kristiansen - erobrede dagsordenen og overbeviste alle om nødvendigheden af nye forringelser af de ansattes overenskomster.
Da klokken blev 14.54 mandag eftermiddag den 19. november bukkede selv CAU under for presset og sagde ja til ledelsens krav. SAS' stewardesser endte med at vinke farvel til en halv månedsløn årligt og goddag til længere arbejdsdage og -uger.
En bitter CAU-formand Helge Thuesen havde efterfølgende kun følgende kommentar:
- Jeg er ikke tilfreds, men det var det bedste, vi kunne få.
Ulmen hos SAS
I dag har røgen lagt sig, men gløderne i SAS ulmer stadig. Mange ansatte er rasende, og i ledelsen er man hunderæd for, hvilke metoder lavprisselskaberne finder på næste gang for at spare penge og æde kunder fra SAS.
Allerede nu ser man i visse selskaber kreativ skattetænkning og udenlandske ansatte til sulteløn. Og i korridorerne hviskes der om, at de ansatte i SAS ikke har været igennem deres sidste spareplan.
Om virksomheden overhovedet har en berettigelse som et skandinavisk-baseret flyselskab med skandinavisk ansatte, må fremtiden vise. Men alt tyder på, at den sidste tåre langt fra er fældet i SAS.
