EL kalder minister i samråd om metro-lærlinge

To lærlingepladser i forbindelse med Københavns store metrobyggeri er pinligt, mener Enhedslisten, som kræver transportministeren i samråd.

Enhedslisten kræver konkret handling fra transportminister Henrik Dam Kristensen (S), efter det er kommet frem, at det milliardstore metrobyggeri i København kun har kastet to lærlingepladser af sig siden første spadestik.

- Vi står med en enestående mulighed for at skabe lærlingepladser, og den skal gribes nu. Det kræver handling.

- Derfor kalder jeg nu transportministeren i samråd for at få en redegørelse for, hvordan han vil løse problemet, siger Henning Hyllested, der er trafikordfører for partiet.

Ingen sociale klausuler

Udbuddet til over 20 milliarder kroner indeholder ikke ét ord om sociale klausuler.

Derfor fik ejerne bag Metroselskabet, Københavns Kommune, Staten og Frederiksberg Kommune, for halvandet år siden lavet en frivillig aftale med det italienske konsortium Copenhagen Metro Team, der står bag byggeriet.

Men det er ikke nok, mener Henning Hyllested.

- Sølle to lærlingepladser er der kommet ud af den indgåede frivillige aftale. Det understreger tydeligt, at frivillighedsprincippet er utilstrækkeligt. Der er brug for bindende sociale klausuler i forbindelse med offentligt byggeri.

Forspilder chancen

- Lige nu mangler tusindvis af unge en praktikplads, men vi forspilder chancen for at skabe dem i forbindelse med et gigantisk offentligt byggeri, siger ordføreren.

Fagforbundet 3F havde håbet, at aftalen ville skabe over 400 praktikpladser, og 3F er derfor skuffet over, at der indtil nu kun er skabt to.

De to har fået læreplads hos et dansk firma, mens de to store udenlandske underentreprenører, der står for betonarbejdet, endnu ikke har søgt om tilladelse til at oplære en lærling.

Københavns overborgmester, Frank Jensen (S), kalder det ligeledes stærkt uacceptabelt, at der kun er ansat to lærlinge.

/ritzau/

  • Print
  • Del artiklen:

    Tag dr.dk Nyheder med dig

    Du er nu tilmeldt følgende nyhedsbrev(e):

    Vis alle nyhedsbreve
    Vis alle nyhedsbreve
    • Kun breaking:
    • Alle nyheder: