Novo Nordisks markedsværdi er efter to minutter faldet med 79 mia. til 405,4 mia. kr. Aktierne faldt 16 procent til kurs 899 efter få minutters handel.
Årsagen er, at selskabets næste insuliner - det langtidsvirkende Tresiba og insulinmixet Ryzodeg - alligevel ikke kommer på markedet i USA i år, fordi den amerikanske lægemiddelstyrelse ønsker yderligere data fra et dedikeret hjerte-kar-studie af insulinerne.
- Hvis det var Ludo det her, så er den væsentligste brik, som Novo allermest brændende ønsker sig i mål, netop slået hjem, siger analytiker i Sydbank Søren Løntoft Hansen til Ritzau Finans.
Må væbne sig med tålmodighed
Han peger på, at det amerikanske insulinmarked udgør 65 milliarder kroner af et samlet verdensmarked på 106 milliarder kroner.
Imidlertid må Novo Nordisk nu væbne sig med en del tålmodighed.
- Et bud kunne være, at det formentlig vil forsinke Tresiba og Ryzodeg på det amerikanske marked med omkring tre år. Det kan være mere eller mindre, alt efter hvilke data FDA ønsker, siger Søren Løntoft Hansen.
Forsinkelsen betyder ikke mindst, at Novos konkurrenter får lejlighed til at presse selskabet.
Ville vippe konkurrent af pinden
- Det sætter Novo Nordisk noget bagud i forhold til konkurrenten Sanofi, der vil kunne manifestere sin position på det amerikanske marked, siger Søren Løntoft Hansen.
Netop Tresiba og Ryzodeg var ellers udpeget som Novos næste vækstmotor. Topchef Lars Rebien Sørensen har ikke lagt skjul på, at det er Novos ambition på sigt at vippe verdens bedst sælgende insulin, Sanofis Lantus, af pinden.
/ritzau/