GUIDE: Tjek om du betaler for meget i boligskat

Vil du gerne undersøge, om du betaler for meget i grundskyld, så læs med her.

Tusindvis er boligejere betaler for meget i skat, fordi Skat har sat den offentlige vurdering for højt i mange tilfælde.

Det har Rigsrevisionen fastslået, og nu lover skatteminister Holger K. Nielsen (SF), at de danskere, der har betalt for meget, får penge tilbage.

Tilbagebetalingen vil ske automatisk ud fra en model, Skatteministeriet vil præsentere i næste uge.

Vil du klage?

Hvis du som boligejer sidder tilbage og gerne vil vide, om du er en dem, der har betalt for meget, følger her et par gode råd til at tjekke, om dele af din boligskat, den såkaldte grundskyld, er for høj.

Rådene kommer fra Claus Pedersen, der er skattepartner i KPMG med speciale i ejendomsvurdering.

Grundskyld

Det er en skat på din grund uden bolig, som i dag udskrives og opkræves af kommunerne, men værdien opgøres af Skat. Den kan variere alt efter, hvilken kommune dit hus ligger i, men udgangspunktet for grundskylden er grundens vurdering, som den fremgår af den seneste offentlige ejendomsvurdering.

Han forklarer, at hvis den offentlige ejendomsvurdering af din bolig er for høj, påvirker det særligt din grundskyld.

1. Ejendomsskattebilletten

Hvis du vil finde ud af, om din grundskyld er for høj, skal du finde din ejendomsskattebillet frem. Den kan du finde på borger.dk

Med ejendomsbilletten i hånden skal du holde øje med felterne 'Grundværdi', 'Grundskatteloftværdi' og 'Promille af grundlag', og så skal du udstyre dig selv med en portion tålmodighed.

Find ud af, om det er tallet fra grundværdien eller grundskatteloftværdien, der står ud for feltet 'Promille af grundlag'.

Det tal, du finder, er det tal, du betaler skat af.

Hvis du betaler skat af grundskatteloftværdien, betaler du kun for meget i skat, hvis den faktiske handelsværdi af din bolig er under grundskatteloftværdien.

Og hvis du betaler skat af grundværdien, betaler du for meget i skat, hvis den faktiske handelsværdi er under grundværdien.

Det kan altså være svært at finde ud af, om du betaler eller har betalt for meget i skat, medmindre du lige har solgt eller købt en bolig. Medmindre....

2. Grundens værdi

Hvis du finder det helt åbenlyst, at både grundværdien og grundskatteloftværdien af dit hus er sat for højt, betaler du måske for meget i skat.

Er du i tvivl, kan du undersøge prisen på handler af tomme grunde i dit område eller undersøge, hvordan Skat har vurderet sammenlignelige grunde i dit område.

Er du fortsat forvirret, er tredje mulighed at søge rådgivning hos en revisor eller en boligadvokat.

3. Mulighed for at klage 

Skatteminister Holger K. Nielsen lover som sagt, at mennesker, der har betalt for meget i boligskat i 2011, vil kunne få penge tilbage.

Skatteministeriet oplyser, at omkring 85.000 boligejere kan have betalt for meget i ejendomsværdiskat i 2011 svarende til 5 procent af landets 1,7 millioner boligejere.

Problemerne med de fejlbehæftede ejendomsvurderinger rækker længere tilbage end til 2011, men opgaven vil ifølge Holger K. Nielsen være for stor for Skatteministeriet, hvis man skulle gå længere tilbage.

Den forklaring vækker kritik fra både eksperter og politikere.

Sådan skriver du en klage

Samtidig med at skatteministeren oplyser, at folk automatisk får penge tilbage i boligskat, er fristen for at klage over ejendomsvurderingerne fra 2011 fortsat forlænget.

Hvis du vil klage, skal du skrive en struktureret, overskuelig og velbegrundet klage. Identifikation af klager og ejendommen skal fremgå, herunder adresse samt ejendoms- og matrikelnummer.

Afgiv tydelig påstand, hvad du mener om ejendomens grundværdi, og hvad den faktisk er værd.Beskriv ejendommen objektivt med grundareal, boligareal, mangler og goder.

Og husk at medsende relevante bilag som dokumentation for argumentets rigtighed.

  • Print
  • Del artiklen:

    Tag dr.dk Nyheder med dig

    Du er nu tilmeldt følgende nyhedsbrev(e):

    Vis alle nyhedsbreve
    Vis alle nyhedsbreve
    • Kun breaking:
    • Alle nyheder: