TDC sender ansatte på lykkekursus
14. maj 2007 11.27 JoblivHvis medarbejderne går og brokker og surmuler, så er det måske på høje tide at sende dem på et lykkekursus.
Den erfaring har TDC fået, efter at de sendte en it-afdeling på lykkekursus, fordi de ikke var tilfredse med deres arbejde.
Afdelingen var præget af brok og utilfredshed
I flere tilfredshedsundersøgelser havde det vist sig, at it-afdelingen lå rigtigt lavt, ifølge projektleder i afdelingen Janne Naj Rasmussen havde de nået et bundniveau:
- Hvis der var et problem, blev energien ikke brugt på at finde en løsning, men på at finde en syndebuk, siger hun til Politiken.
Men så besluttede vicedirektør Henrik Amsinck sig for at gøre noget ved problemet. Først kom medarbejderne på kursus i stress-håndtering og i at sige fra, hvis de havde for mange opgaver. Og bagefter kom de på lykkekursus - et seminar hvor psykolog Lars Ginnerup overbeviste medarbejderne om, at positiv psykologi virker.
Fællesskabsfølelse og sociale arrangementer
På kurset lærte medarbejderne blandt andet at få en større fællesskabsfølelse og tænke mere i "vi-kultur" end "dem og os - kultur". Medarbejderne begyndte også at holde flere sociale arrangementer og så forpligtede de sig til hver aften skulle skrive tre ting ned, der havde gjort dem glad i løbet af dagen.
- Efter at have gjort det konsekvent i to uger begynder man at tænke mere positivt hele dagen. Bliver mere fokuseret på, at solen skinner end, at avisen ikke kom i morges. Jeg ved ikke præcist, hvad det skyldes, men det virker, siger Henrik Amsinck.
Nogle fik nye jobsbeskrivelser
En forsøgsgruppe på 34 af medarbejderne blev også personlighedstestet og coachet og fik en stribe gode råd, fra psykologen. Kurset har i sidste ende ført til, at nogle medarbejderne nu har andre jobbeskrivelser, fordi de har fundet ud af, at deres personlighed ikke passede til deres arbejde.
Alt i alt har initiatuverne ført til, at medarbejderne i it-afdelingen i den seneste tilfredshedsmåling -i modsætning til de øvrige medarbejdere i koncernen- var blevet mere tilfredse. Og det kan også betale sig at sørge for at sine ansatte er glade for at gå på arbejde, siger vicedirektør i TDC Henrik Amsinck.
Lykke giver plus på bundlinjen
- Det her er dybest set godt købmandskab, fordi det er så effektivt et redskab i medarbejdernes personlige udvikling. Man kan måle fordelene i kroner og øre, siger han. Vicedirektøren håber på, at alle TDC's 13.000 medarbejdere vil få mere fokus på lykke.