Computeren klarer selv jobsøgningen
14. mar. 2008 11.23 Jobliv
Opdat.: 14. mar. 2008 13.23Arbejdsløse skal bevise de står til rådighed for arbejdsmarkedet ved at være aktivt jobsøgende, men nu kan de arbejdsløse spare rigtig meget tid. Løsningen er enkel: Installer et lille program på computeren så sender den automatisk op til fire ansøgninger om ugen, skriver HK Danmark.
Før du installerer check-jobnet
Hvis du vil benytte dig af det nye check-jobnet-program, så husk:
- At installation af programmet sker på eget ansvar.
- At du selv må sørge for at tjekke, at programmet fungerer efter hensigten.
- At de ansøgninger programmet sender, er juridisk gyldige, og at du som ledig er forpligtet til at gå til en samtale, hvis en arbejdsgiver henvender sig til dig på baggrund af din ansøgning.
Videreudvikling af program
Dr. scient. Søren W. Rasmussen har videreudviklet et af sine egne programmer. Først udviklede han programmet Checkjobnet, der automatisk sørgede for at registrere ledige som aktivt jobsøgende på Jobnet. Nu har han videreudviklet programmet, så det yderligere kan afsende fire ansøgninger om ugen.
Programmet kobler sig på Jobnet, finder fire ledige stillinger, som den sender ansøgninger til, men ikke nok med det. Programmet husker naturligvis at vedhæfte en kopi af det CV, som alle ledige har lagt på Jobnet.
Juridisk gyldighed
Der er ikke tale om at snyde eller omgå rådighedsreglerne for ledige. En ansøgning, der er sendt af sted via programmet er nemlig juridisk bindende. Det betyder, at kaldes man til samtale, er man naturligvis forpligtet til at tage det alvorligt og møde op til samtalen.
HKs forbundsformand Kim Simonsen er positiv overfor programmet. De ledige sparer både penge til frimærker og masser af tid, og den tid kan de bruge til at søge de job, de virkelig ønsker, siger han.