Danskerne tager konflikter i opløbet
11. feb. 2009 13.23 JoblivDanskerne er blandt de europæere, som bruger mindst tid på konflikter på jobbet, mens tyskerne bruger mest. Det viser en international undersøgelse fra den danske erhvervs-psykologiske virksomhed OPP om konflikter på arbejdspladsen.
Danskere bruger i gennemsnit 1,8 timer om ugen på at klare konflikter. Tyskerne bruger hele 3,3, viser undersøgelsen.
Svært at være ny
- I Danmark er vi opdraget til at sige vores mening på arbejdspladsen, så forventningerne bliver afstemt tidligt i processen. Derfor opstår der ikke så mange konflikter, når vi skal arbejde sammen, siger Jesper Machholm, som er Regional Manager hos OPP i Danmark.
Danske medarbejdere oplever dog i højere grad end ansatte i de øvrige lande, at det kan være svært at være nyansat i en virksomhed. 47 procent af danskerne i undersøgelsen oplever, at de fleste konflikter opstår i forbindelse med nyansattes roller.
Til gengæld mener danskerne i højere grad end andre, at alle medarbejdere har et ansvar for at løse konflikterne.
- I denne sammenhæng er lederne også særdeles vigtige for virksomheden, fordi de er rollemodeller. Håndterer de konflikterne på en god måde, så smitter det nedad i organisationen, siger Jesper Machholm.