Polakker får hotline hos fagforening
02. apr. 2009 06.32 Jobliv
Opdat.: 02. apr. 2009 06.41Spørgsmål om løn, arbejdsforhold og opholdstilladelse kan være svære at få svar på for nogle af de polakker, der arbejder i Danmark. Derfor opretter flere fagforeninger i fællesskab en hotline på polsk.
Bag telefontjenesten står den faglige landsorganisation, LO, samt 3F og Bygge- Anlægs- og Trækartellet.
Tjenesten går i luften den 3. april og kommer til at hedde "Halo Kolego", der betyder hej kollega. Og LO forventer, at polakkerne vil tage tjenesten til sig.
- Mange udenlandske arbejdstagere taler i sagens natur ikke dansk og har ofte kun sporadisk kontakt med fagforeningen. Det betyder, at en del af dem, der arbejder under helt uacceptable forhold - og dem er der alt for mange af - reelt ikke har nogen at henvende sig til, når de får problemer, siger Marie-Louise Knuppert, der er faglig sekretær i LO, i en pressemeddelelse.