Få virksomheder tilbyder bederum
21. aug. 2009 06.00 For nogle muslimer starter Ramadanen i dag, og det betyder 30 dages bøn og faste. Men hvis danske muslimer vil bede i fred og ro på arbejdet, skal de være heldige.
For kun fire ud af de 20 største danske virksomheder - målt på antallet af ansatte - tilbyder deres muslimske medarbejdere et bederum på arbejdspladsen.
Det viser en rundspørge foretaget af DR Nyheder.
Det lave antal ærgrer Anika Liversage, der forsker i integration og beskæftigelse ved Det Nationale Forskningscenter for Velfærd:
- Det er et meget godt signal at sende til de muslimske medarbejdere. De føler sig velkomne og er ikke nødt til at holde en vigtig del af deres personlighed hemmelig for deres kolleger.
Giver ro i sjælen
En af de få virksomheder, der tilbyder et bederum til de ansatte, er skoproducenten Ecco i Bredebro.
Her er dagens anden bøn er godt i gang. En af de to ansatte, der ligger på bedetæpper med hovedet mod Mekka, er Guntur Wasiso, der til dagligt på Eccos fabrik i Indonesien. Han er på 14-dages konference i Danmark, og han føler sig velkommen på fabrikken i Sønderjylland - ikke mindst på grund af bederummet:
- Det giver mig en ro i sjælen, og jeg føler mig hjemme og værdsat. Når jeg har klaret bønnen på arbejdet, behøver jeg ikke at bede ekstra, når jeg kommer hjem.
Ecco har flyttet størstedelen af produktionen til Asien. Det har gjort virksomheden global, og derfor var det helt naturligt at indrette et bederum, fortæller HR-direktør Gerd Rahbek-Clemmensen:
- Vi skal behandle folk i overensstemmelse med frihedsrettighederne, og det gælder også religionsfrihed. Derfor mener vi, at det er rigtigt og i respekt for deres kultur at give dem mulighed for at bede.
49 nationaliteter - intet bederum
På en anden af de virksomheder, som har mange muslimer ansat, er holdningen en helt anden. På Danish Crown har man besluttet ikke at stille et bederum til rådighed, fortæller koncernens kommunikationsdirektør, Anne Willemoes:
- Der er ikke, og der kommer heller ikke bederum på nogle af Danish Crowns virksomheder. På en af vores fabrikker har vi 49 forskellige nationaliteter ansat, men ingen moske, intet tempel, ingen kirke og intet bederum.
I stedet for at fokusere på forskellighed arbejder Danish Crown ud af den tankegang, at alle er kolleger.
- Vi fokuserer ikke på forskelligheden og praktiserer ikke religion på arbejdspladsen. Men hvis man virkelig gerne vil bede, og det vel at mærke kan lade sig gøre i forhold til produktionen, så må man da gerne bede. Der er bare ikke et særligt rum til det.
Virksomhedernes svar
ISS
”Da vores medarbejdere altid arbejder ude hos andre, er der ikke rigtig mulighed for bederum. Derimod forsøger vi at vise andre hensyn. Vi har fx specialdesignede tørklæder som del af uniformen.”
Danfoss
”Vi har hvilerum som er indrettet således, at de kan bruges som bederum.”
Carlsberg
”Vi har ikke bederum på vores arbejdspladser. Principielt mener vi, at arbejde og religion skal skilles ad. Vi kan jo ikke stoppe en kolonne tre gange om dagen.”
TDC
”Vi har grundlæggende en positiv indstilling til, at man kan træde ud af den arbejdsmæssige situation og gennemføre sin bøn. I den daglige praksis løses det typisk ved at bruge et afsides mødelokale.”
COOP Danmark
”Nej, vi har ikke bederum, og vi har heller ingen planer om at få det. De medarbejdere, der har behov for det, har plads til det under de nuværende forhold. ”
Dansk Supermarked
”Vi har ingen bederum. Vi har heller ingen planer om at indføre sådanne.”
ECCO
”ECCO har indrettet bederum flere forskellige steder. Både på hovedkontoret i Bredebro og også på ECCO’s fabrikker i Asien.”
Post Danmark
”Vi har ikke indrettet bederum på arbejdspladsen. Det er de enkelte arbejdspladser, som indretter arbejdsforholdene i praksis.”
Grundfoss
”Nej, vi har ikke bederum på arbejdspladsen i DK, men det har vi i andre lande, hvor man praktiserer religion i højere grad.”
AP Møller Mærsk
”Vi har et bederum, og det har vi, fordi vi gerne vil respektere mangfoldigheden blandt vores ansatte, deres baggrund og behov.”
DSB
"Vi har ikke mødt ønsket om et bederum endnu, men når behovet kommer, så er vores holdning, at ’det finder vi en løsning på’. For eksempel har DSB tørklæde som en del af uniformsudbuddet.”
Danisco
”Vi har ikke et bederum i dag. Men hvis behovet opstår, ser vi set slet ikke som problematisk, og så finder vi ud af det. Men indtil nu har der ikke været behov for det.”
Velux
”Vi har ikke bederum på arbejdspladserne. Hvis der opstår behov for det, vil man tage det op lokalt - vi er i 40 lande med selvsagt mange religioner.”
Arla
”Hos Arla i DK er det sådan, at vi ikke har bederum på arbejdspladsen. Hvis spørgsmålet kommer op, vil Arla være parat til at indrette et rum til refleksion. Det har vi allerede i dag på en af vores britiske arbejdspladser.”
SAS
”Vi har ikke bederum. men hvis der viser sig at være ønsker og behov for et bederum, er det bestemt noget vi vil se på.”
DSV
”I Danmark har vi ikke indrettet bederum. Såfremt der måtte komme forespørgsler ville vi naturligvis behandle henvendelsen seriøst.”