Maratonløb pynter på cv'et
02. mar. 2010 10.54 JoblivUd over tilfredsheden ved at gennemføre et maratonløb, kan det også være karrierefremmende at løbe de 42.195 meter.
- Jeg bemærker helt sikkert, hvis det fremgår af et CV, siger Susanne Becker Mikkelsen der er headhunter og partner i Flensby & Partnere.
- Det fortæller noget om dig som person, at du har selvdisciplin, evne og energi til at træne dig op til at løbe så langt. Jeg løbetræner selv og er klar over, at det kræver viljestyrke at komme igennem et maraton, siger Susanne Becker Mikkelsen, der endnu selv har til gode at løbe en.
Ikke adgangsbillet til drømmejobbet
Men selv om headhunteren ser positivt på den store udfordring, så understreger hun, at det ikke er en adgangsbillet til drømmejobbet.
- Det afgørende er faglige kvalifikationer og personlige egenskaber. Maraton kan sige noget om dine personlige egenskaber, siger Susanne Becker Mikkelsen og konstaterer, at det ikke er diskvalificerende ikke at være maratonløber, men det kan være et plus at være det.
Der er maratonløb i København den 23. maj, og her forventes op mod 15.000 at stille op.