Detektiver afslører illoyale ansatte
16. mar. 2010 07.12 JoblivEr du blevet hjemme fra arbejde uden at være rigtig syg, eller har du taget af kage-kassen, så skal du måske passe på, at chefen ikke pusser en detektiv på dig.´
I dag hyres skyggebranchens snushaner nemlig af landets større firmaer for at opspore bedrageriske medarbejdere. Det skriver Urban.
Landets førende privatdetektiver beskæftiger sig i dag sjældent med utroskab. I stedet opsporer de illoyale ansatte. De, der deler ud af firmaets hemmeligheder til konkurrenter, lyver sig syge eller stjæler af kassen.
Tre ud af fire er erhvervssager
Hos landets største detektivburau, UIP Consult, løste man 94 sager i 2009. Og tre ud af fire var erhvervssager.
- Vi er ikke længere dynekiggere. I stedet hjælper vi i dag mange af landets store og kendte firmaer med prekære personalesager, siger Uffe Bodeholt, direktør for UIP Consult samt formand for FDDE: Foreningen Danske Detektiver & Erhvervsefterforskere.
Privatdetektiverne samler beviser og dokumenterer medarbejdernes bedrageri. Derefter er det for det meste en formsag for firmaerne at fyre deres ansatte. Fagforeningen HK kender alt til brugen af privatdetektiver og har flere gange oplevet, at deres medlemmer er blevet skygget og efterfølgende fyret.
- Det er svinsk og direkte ulovligt. Alle ansatte har pligt til at få at vide 14 dage i forvejen, hvis de udsættes for ekstra kontrol, siger faglig sekretær Bjarne Petersen og henviser til fagforeningens overenskomster.
"Syg" bagerdame var til aerobic
Han nævner en sag, hvor en bagermester fik mistanke om pjæk og hyrede en detektiv. Han fulgte hendes aerobic-seancer i stuen på første sal og dokumenterede også, at hun gik ud af lejligheden. Kvinden blev fyret, men HK gik rettens vej. De påstod, der var tale om ulovligt vindueskiggeri. Men de tabte sagen, og arbejdsgiveren fik medhold i fyring såvel som metode.
At privatdetektiver lejes af firmaer, er ikke som udgangspunkt ulovligt, siger krimilog og ph.d. fra Københavns Universitet Peter Kruize. Han skrev i 2005 en afhandling om emnet til Justitsministeriet.
- Men det afhænger selvfølgelig af, at detektiverne holder sig til anerkendte metoder. Under alle omstændigheder er privat efterforskning kontroversielt, siger han til Urban.