Rengøringsjob gør folk syge
16. jun. 2010 11.12 Jobliv37 timers rengøring om ugen er for hårdt for den menneskelige krop. Derfor bør man afskaffe rene rengøringsjob, og i stedet oprette stillinger, der kombinerer rengøring med andre opgaver.
Ifølge Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø er der ikke andre ansvarlige løsninger.
- Det er det helt rigtige at gøre. Forskere har opfordret til det her i 20-30 år, siger seniorforsker Mari-Ann Flyvholm til Avisen.dk.
Oftere på førtidspension
- Folk kan ikke holde til rengøring på fuld tid, fordi arbejdet er ensformigt og nedslidende. Derfor bør man skifte mellem rengøring og andre mindre fysisk hårde opgaver på for eksempel et kontor, forklarer Mari-Ann Flyvholm.
Rengøringsassistenter får flere blodpropper, bliver federe og må oftere gå på førtidspension end andre arbejdende danskere, viser forskning fra et ikke-færdigt projekt fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA).
De dårlige sundhedsforhold har fået Rengøringsservice i Københavns Kommunes Kultur- og Fritidsforvaltning til at reagere. Her skal de ansatte nu kun gøre rent halvdelen af arbejdsdagen - resten af tiden skal de passe multihandicappede børn, lave mad eller arbejde som receptionister.
Projektet har på to år halveret antallet af rygskader fra cirka 20 om året til godt 10.
Rengøringsselskaber: Kunden bestemmer
De private rengøringsselskaber afviser, at ansvaret for flere kombijob ligger hos dem.
- Det er kunden, der afgør, hvilke funktioner vi løser, og det må vi rette os ind efter. Det er lettere inden for det offentlige, fordi de både er kunde og udbyder, siger Per Vesterholm, formand for Rengøringsselskabernes Branche- og Arbejdsgiverforening, til Avisen.dk.