Ældre klagere får ret
03. aug. 2010 00.52 PengeDet grå guld finder sig ikke i at blive fravalgt på grund af hårfarven.
Det viser de første erfaringer fra Ligebehandlingsnævnet, der siden 2009 har behandlet klager over forskelsbehandling på grund af alt fra race, køn, seksuel orientering til alder.
Mens ingen har klaget over forskelsbehandling på grund af seksuel orientering eller politisk anskuelse, så er otte af nævnets 64 afgjorte sager klager over alder, skriver NORDJYSKE Stiftstidende.
Store godtgørelser
Og det betaler sig, for i alle otte sager har klageren fået medhold og har fået tilkendt store godtgørelser.
- Det er nyt område, hvor vi er ved at oparbejde en bevidsthed og forståelse af, hvad man kan klage over. Det handler om at få afgrænset, hvad man man skal finde sig i, siger formand for Ligebehandlingsnævnet, Tuk Bagger, der regner med, at nævnet vil se flere sager om alder.
Ifølge samfundsforsker Johannes Andersen fra Aalborg Universitet er klagerne et udtryk for et kultursammenstød på arbejdsmarkedet.
Vilje til at klage
- Ungdommelighed er blevet en norm på arbejdsmarkedet, så man vælger dem over 50 år fra, men det støder sammen med, at folk slet ikke føler sig gamle, når de er 50, siger han.
Samtidig er 68'erne heller ikke typer, der bare klapper i, hvis de får afslag.
- De er ikke særlig autoritetstro, og så har de en vilje til at klage, som han siger.
Ifølge arbejdsmarkedspolitisk chef i DJØF, Lars Munck, skal de ældre også bare klage, for fagforbundets egne undersøgelser peger på, at de ældre har det urimeligt svært.
- Det er en myte, at de ældre er mindre omstillingsparate, men alligevel er der ingen tvivl om, at det er vanskeligere at få job i en moden alder. Det er rigtig godt, at de klager, og det er jo nok kun toppen af isbjerget, når så stor en del får medhold, siger han.
Udover alder, er der flest klager over forskelsbehandling på grund af etnicitet og køn.