Microsoft vil ansætte homoseksuelle
08. sep. 2010 07.21 JoblivHomoseksuelle er en gevinst for enhver virksomhed. Det mener Microsoft, der i øjeblikket er i gang med at sprede det glade budskab om fordelene ved mangfoldighed på arbejdspladsen.
Microsofts udviklingsafdeling i Vedbæk holder en konference om, hvordan virksomheder giver plads til medarbejdere med en anden seksuel orientering, skriver Frederiksborg Amts Avis
- En mangfoldig arbejdsplads giver grobund for, at vi får stillet de rigtige spørgsmål, når vi skal udvikle vores produkter. Vi anser de homoseksuelle som en ressourcegruppe, og det giver både indsigt, men også udsyn, siger Charlotte Mark, der er administrerende direktør for Microsoft Development Center Copenhagen (MDCC), til avisen.
Forening for bøsser og lesbiske
Microsoft har oprettet en medarbejderforening for bøsser, lesbiske, biseksuelle og transseksuelle. Foreningen har 700 medlemmer på verdensplan. I Danmark er der blot en håndfuld medlemmer. Men ledelsens holdning er altafgørende for medarbejdernes ydeevne, fortæller foreningens danske formand.
- Det er vigtigt, at virksomheden siger, at vi ønsker, at I er jer selv, siger Lars Frandsen, der er programmanager hos Microsoft.
Konferencen finder sted den 17. september.