Muhammed-krisen: SF vil klage over Fogh
29. mar. 2006 13.18 PolitikSF vil klage til Folketingets Præsidium over statsminister Anders Fogh Rasmussen, hvis ikke partiet får adgang til Udenrigsministeriets postlister i forbindelse med Muhammed-krisen.
Regeringen har afvist, at SF kan få listerne at se. Den henviser blandt andet til, at det må opfattes som et forsøg på alligevel at iværksætte en undersøgelse af Muhammed-sagen, hvilket regeringen er imod.
Men SF står fast.
- Nu skylder statsministeren befolkningen et svar på, hvorfor hans regering ihærdigt lægger hindringer i vejen for den demokratiske kontrol, spørger SFs formand, Villy Søvndal.
Folketingets Præsidium
-
Folketingets Præsidium består af Folketingets formand og 4 næstformænd og varetager ledelsen af Folketingets daglige administration og Folketingets forhandlinger.
-
Præsidiet vælges når Folketinget træder sammen ved folketingsårets begyndelse og efter nyvalg.
-
Formanden vælges af det samlede Folketing, hvorimod de 4 næstformænd udpeges af Folketingets 4 største partier ud over det parti, som formanden tilhører.
-
Præsidiet består af:
Christian Mejdahl, Folketingets formand (Venstre)
Svend Auken, 1. næstformand (Socialdemokratiet)
Poul Nødgaard, 2. næstformand (Dansk Folkeparti)
Helge Adam Møller, 3. næstformand (Det Konservative Folkeparti)
Niels Helveg Petersen, 4. næstformand (Det Radikale Venstre)
Udenrigspolitisk Nævn fik nej i går
I går slog statsministeren fast over for Folketingets Udenrigspolitiske Nævn, at Muhammed-krisens dokumenter mellem regeringen og de arabiske lande, forbliver hemmelige.
Hvis oppositionen vil have svar på spørgsmål i forbindelse med Muhammed-krisen, skal det foregå i Folketingssalen, og det bliver uden dokumenter.
- Jeg forstår ikke, at regeringen reagerer på den her måde, sagde Socialdemokratiets formand, Helle Thorning-Schmidt, i går til Radioavisen.
SF's formand, Villy Søvndal, kalder det dybt demokratisk betænkeligt.
- Det betyder, at den ene halvdel af Folketinget skal deltage i en debat, hvor vi er fornægtet muligheden for at få indblik i de ting, vi skal diskutere, påpegede han.
Socialdemokraternes formand Helle Thorning Schmidt kræver, at sagen undersøges af en undersøgelseskommission.
Forholdet til fremmede magter
Som begrundelse for at tilbageholde dokumenterne siger statsministeren, at det handler om forholdet til fremmede magter.
- I en sag, der handler om forholdet mellem Danmark og fremmede magter, er det helt almindelig procedure, at der er en vis fortrolighed, siger han.