S og SF uenige om uagtsom voldtægt
30. maj 2006 10.02 Politik- Jeg troede, hun gerne ville.
Den forklaring bliver for ofte taget for gode vare i voldtægtssager, hvor manden og kvinden kender hinanden i forvejen.
Det mener SF's ligestillingsordfører, Pernille Vigsø Bagge. For at forbedre kvindernes retssikkerhed i voldtægtssager foreslår hun, at det skal være muligt at dømme for uagtsomt voldtægt.
- I dag kommer tvivlen manden til gode. Det ser ud til, at hvis kvinden kender manden, så har hun en mindre retssikkerhed. Manden kan jo altid komme og påstå, at han ikke vidste, at hun ikke ville.
Her bør man måske kunne dømme for uagtsomt voldtægt, siger Pernille Vigsø Bagge til Ritzau.
S: Tillidsbrud bør skærpe straffen
Den socialdemokratiske ligestillingsordfører Kirsten Brosbøl er helt enig i at det bør være en skærpende omstændighed at manden og kvinden kender hinanden:
- Jeg synes, det er forkert, når man i den danske lovgivning ser det som en formildende omstændighed i forbindelse med voldtægt at manden og kvinden kender hinanden. Det burde være omvendt for så er der udover voldtægten også tale om et tillidsbrud, siger Kirsten Brosbøl til dr.dk/politik.
Men det er meget vanskeligt, mener De radikales ligestillingsordfører Lone Dybkjær:
- Det er fantastisk svært for udenforstående at vurderer, om der er tale om en voldtægt, når manden og kvinden kender hinanden. Og endnu sværere, hvis det foregår i kvindens hjem, siger Dybkjær til dr.dk/politik.
En "næsten voldtægt"
Til gengæld er Kirsten Brosbøl helt uenig med Pernille Vigsø Bagge i at der som konsekvens af det bør indføres uagtsom voldtægt.
- Der er ikke noget der hedder en "næsten voldtægt". Det vil devaluere begrebet, hvis man åbner for uagtsom voldtægt, mener Brosbøl, der dog meget gerne vil se politiets praksis i forbindelse med voldtægtsanmeldelser efter i sømmene.
Både Kirsten Brosbøl og Pernille Vigsø Bagge støtter en anbefaling fra Rigshospitalets Center for Voldtægtsofre, som foreslår, at efterforskningen af voldtægtssager skal foretages af specialuddannede teams. Hvert år anmelder omkring 500 kvinder en voldtægt, men under 100 sager ender med, at manden bliver dømt.
R: Vi skal have en høring
Hos De radikale har ligestillingsordfører Lone Dybkjær tidligere luftet tanken om uagtsom voldtægt. I dag ønsker Lone Dybkjær dog ikke at lægge sig fast på en løsning:
- Men vi mener der bør laves en høring efter sommerferien om den her rapport, så Folketinget kan blive klogere på, hvilke initiativer der skal sættes i gang for at gøre systemet mere smidigt, mener Dybkjær.