De konservative vil give skattelettelser til alle
04. sep. 2006 13.02 PolitikDet skal ikke kun være de højt-lønnede, der skal have skattelettelser. Det understreger den konservative skatteordfører nu efter flere dages uklarhed. Hun og hendes parti vil arbejde for, at ingen skal betale mere end 50 procent i skat. Og så kan det ligeså vel være via lettelser i bundskatten eller mellemskatten som i top-skatten.
- Der kan være argumenter for dem alle sammen. Det vigtigste er de 50 procent, siger Charlotte Dyremose til Berlingske Tidende.
Arvet fra skatteministeren
Charlotte Dyremose har de seneste dage måtte lægge kind til en omgang verbale øretæver fra Venstres politiske ordfører Jens Rohde efter at hun sagde, at hendes parti arbejder for at sænke topskatten.
Rohde beskyldte Dyremose for at skræmme alle - bortset fra de rigeste vælgere - væk fra regeringen.
Dyremose pointerer, at hun har fokuseret på topskatten, fordi skatteministeren har sagt, at det er det klogeste sted at lave ændringer:
- Det er et begreb jeg har arvet fra skatteministeren. Det handler om, hvad som hjælper samfundsøkonomien bedst på det tidspunkt, hvor du laver skattelettelser.