SF: Kommuners økonomi stadig håbløs
15. sep. 2006 16.34 PolitikSF har ikke meget tilovers for den nye aftale mellem regeringen og Kommunernes Landsforening (KL) om ekstra 424 millioner kroner til de økonomisk trængte kommuner.
Aftalen kompenserer bare en uforudset stigning i udgifterne på det såkaldt tunge sociale område, siger både partiets medlem af KL's bestyrelse Jane Findahl og den finanspolitiske ordfører Ole Sohn.
- SF har stillet forslag om at tilføre kommunerne ekstra 2,5 milliarder kroner. Det er penge i den størrelsesorden, der er brug for. Den nye aftale viser, at nedskæringer i velfærden er et bevidst valg fra regeringens side og en direkte konsekvens af skattestoppet, siger Ole Sohn.
En mulighed for at rette ind efter nye forhold
Hos Dansk Folkeparti glæder man sig over, at de økonomisk trængte kommuner får 424 millioner kroner mere, end det oprindeligt var bestemt i kommuneaftalen.
- Kommunerne får dermed mulighed for at indrette budgetterne for det kommende år efter de nye forhold, siger partiets politiske ordfører Kristian Thulesen Dahl.