Justitsministeren står inde for Lynge-svar
19. sep. 2006 13.43 PolitikJustitsminister Lene Espersen mener stadig, at hun kan stå inde for den besvarelse, som ministeriet gav i sagen om Dan Lynge, mens Enhedslisten mener, at hun bør gå af.
Ministeren afviste, at der havde været kontakt mellem PET og rockermeddeleren Lynge i forbindelse med efterretningstjenestens efterforskning i rockerkredse. Men hun nævnte ikke, at PET i anden anledning havde haft kontakt med Lynge.
Ikke noget faktuelt forkert
Kommissionen konkluderer, at svaret ikke indeholder noget faktuelt forkert, men to af kommissionens tre medlemmer ønsker dog ikke at tage stilling til, om svaret burde have været formuleret tydeligere.
Det tredje medlem har direkte sagt, at svaret burde have været formuleret anderledes. Det har Lene Espersen taget til efterretning.
- Når dette er sagt, vil jeg imidlertid gerne understrege, at den omstændighed, at besvarelsen har kunnet give anledning til så omfattende diskussion, som tilfældet er, naturligvis i sig selv gør indtryk på mig, udtaler hun.
- Selvom det som nævnt er min bestemte opfattelse, at der blev afgivet et dækkende og korrekt svar, må jeg således konstatere, at det hos nogle kan have givet anledning til misforståelse. Det er naturligvis helt afgørende, at svar til Folketinget er formuleret, så de ikke kan misforstås, og derfor vil hele dette sagsforløb bestemt indgå i vores overvejelser, når vi fremover besvarer spørgsmål om PETs virksomhed, udtaler ministeren videre.
Ikke klokkeklar rensning
Enhedslisten mener, at Lene Espersen bør gå af, efter at Lynge-kommissionen har undersøgt den besvarelse, som justitsministeriet gav i sagen om politiets samarbejde med Dan Lynge.
- Kommissionen noterer klart, at justitsminister Lene Espersen ikke svarer på de spørgsmål, hun bliver stillet af Folketinget, men afstår fra at tage stilling til, om det bør får konsekvenser. Alene det, at rapporten ikke klokkeklart renser ministeren, burde anstændigvis få hende til at tage konsekvensen. Ellers bør andre hjælpe hende, siger Søren Søndergaard, der er medlem af Enhedslistens Forretningsudvalg og tidligere medlem af Folketinget.