Khader for skrap kost til amerikansk TV
25. apr. 2007 22.28 Politik
Opdat.: 26. apr. 2007 05.30Naser Khader er mere kritisk over for ekstremistiske muslimer, end amerikanske TV-seere tilsyneladende kan tåle, skriver Berlingske Tidende.
Den radikale folketingspolitiker har hovedrollen i en ny kontroversiel dokumentarfilm, der med Danmark og Muhammed-krisen som omdrejningspunkt skildrer en verdensomspændende kamp mellem moderate og ekstremister inden for islam. Men den største offentlige TV-station i USA, PBS, nægter nu at vise filmen.
Ifølge PBS er den "ekstremt ensidig" og "dæmoniserer" muslimer.
Svenske tilstande
- Jeg forstår det ikke. Det er jo svenske tilstande, siger Naser Khader, der selv kalder filmen "god":
- Jeg kan godt lide den. Alle burde bakke op om et projekt, der vil forhindre, at et mindretal får monopol på, hvordan islam skal forstås. Det var det, der var ved at ske i Danmark indtil Muhammed-krisen, som heldigvis gav andre muslimer en stemme.
Privat arrangement
Filmen blev vist ved et privat arrangement i Washington tirsdag og igen i aftes for medlemmer af Kongressen.
Moderate amerikanske muslimer roser filmen og kritiserer PBS for at kvæle en vigtig debat. De udtrykker samtidig stor interesse for Naser Khaders organisering af demokratiske muslimer i Danmark.
Med Khader som en af drivkræfterne vil de nu forsøge at etablere en international organisation, der skal modarbejde ekstremisme og vise, at islam kan fungere inden for et vestligt demokrati.
Organisering
- Hvis vi skal vinde over de ekstremistiske kredse, er vi nødt til at være lige så godt organiserede som dem, siger Zainab Al-Suwaij, direktør for American Islamic Congress, der har 3.000 medlemmer i USA.
Også muslimer fra en række andre lande er med i planerne. Naser Khader håber, at organisationen kan skydes i gang i forbindelse med en konference, han forbereder i København, og at den vil få hovedsæde i Danmark.