Messerschmidt og B.T. fortsat uenige om nazihyldest
22. maj 2007 19.58 Politik
Opdat.: 22. maj 2007 21.14Folketingsmedlem Morten Messerschmidt og B.T. er blevet enige om et forlig om de artikeler i avisen, hvor politikeren blev beskyldt for at bruge nazihilsner under en brandert i Tivoli.
Men ganske få timer efter forliget blev offentliggjort med beskeden om at begge parter var tilfredse, står det klart, at Morten Messerschmidt og B.T.'s chefredaktør, Arne Ullum, slet ikke er enige om, hvad de er enige om.
Det fremgik af TV AVISEN, hvor de to parter optrådte i et fælles interview. Og interviewet får konsekvenser: Dansk Folkepartis gruppeformand, Kristian Thulsen Dahl, er ikke klar til at byde Messerschmidt velkommen, men vil afvente en afklaring.
Uenig om nazihilsen
B.T. mener fortsat, som avisen skrev i sine oprindelige artikel, at Messerschmidt hyldede Hitler med nazihilsner i Tivoli. Det benægter den tidligere DF'er.
Morten Messerschmidt
-
Født 1980 i Frederikssund, søn af arbejdsmand Carsten Christoffersen og kommunesekretær Inge Messerschmidt.
-
Medlem af Folketinget siden 2005.
-
Opstillet og bosat i Randers.
-
Studerende på jurastudiet siden 2000
-
Tidl. assistent for medlem af Europa-Parlamentet, Mogens Camre, og tidl. kirkesanger, Islebjerg Kirke.
-
Stifter af og formand for Kritiske Licensbetalere.
-
Ved valget i 2005 var Morten Messerschmidts mærkesager bl.a. kortere ventelister, en stram udlændingepolitik og forskningspolitik.
-
Ugift og ingen børn
- Morten Messerschmidt har hyldet Hitler i en kæmpebrandert, lød konklusionen på den fælles aftalen ifølge chefredaktør Arne Ullum.
Men det var Messerschmidt slet ikke enig i.
Læs aftalen igennem igen!
- Jeg synes, at Arne skal sætte sig ned og læse aftalen igennem en gang til!, lød politikerens svar i TV AVISEN.
- Det er klart, at jeg bliver nødt til at anerkende, at B.T. har kunnet citere nogle folk for, at jeg har heilet - det har jeg kunnet læse i avisen. Men tilsvarende er der jo altså 75-80 mennesker, der har været til stede og siger, at det ikke er fundet sted, fastholdt Messerschmidt.
Stop Morten!
- Nu må du stoppe Morten! lød svaret fra Ullum, der fastholdt at den kontroversielle nazihilsen har fundet sted.
- Du ikke er nazist, men du kvajede dig og hyldede Hitler i en kæmpebrandert, sagde Ullum.
- Det afviser jeg fuldstændigt, lød responsen fra Morten Messerschmidt.
Føler sig renset
Messerschmidt føler, at aftalen renser hans navn for beskyldningerne om nazihilsner, og samme udlægning har tilsyneladende gruppeformanden for Dansk Folkeparti, hvor Messerschmidt håber at kunne komme tilbage i varmen.
- Vi antog, indtil vi så TV AVISEN klokken 18.30, at Morten Messerschmidt og B.T. havde indgået en aftale. Derfor blev vi overraskede og chokerede over, at Arne Ullum fremturede og påstod, at Messerschmidt hyldede Hitler i en kæmpe brandert, skriver Kristian Thulesen Dahl i en pressemeddelelse.
Dansk Folkeparti vil vente
- Såfremt Arne Ullum og B.T. fastholder deres beskyldninger, som de blev fremsat i TV AVISEN, må vi anse forliget som brudt fra B.T.'s side, hvorfor vi desværre ser os nødsaget til at afvente nærmere afklaring mellem Morten Messerschmidt og B.T., siger han.
Aftalen mellem Messerschmidt og B.T.
Morten Messerschmidt anerkender, at han den 13. april 2007 i Restaurant Grøften i Tivoli var beruset og til dels støjende. Morten Messerschmidt anerkender, at B.T. - uagtet at han ikke selv har nogen erindring herom - kan føre vidner, som bekræfter, at han rakte hånden op til det vidnerne beskriver som en heil-hilsen.
B.T. anerkender og beklager - som avisen tidligere har meddelt - at der ikke er belæg for oplysninger om, at Morten Messerschmidt sagde eller råbte "Sieg Heil" eller andre ytringer af den art.
Morten Messerschmidt bekræfter, at han sang det første vers af Das Lied Der Deutschen (Deutschland, Deutschland Über Alles), men at han som mange danskere var helt uvidende om versets historiske tilknytning til nazismen.
B.T. har i den sammenhæng beklaget overfor Morten Messerschmidt, at sangen ved forelæggelsen af sagen for ham og i den første artikel blot blev beskrevet som en nazisang, uden at det specifikke vers og dets mere præcise historiske tilknytning til nazismen blev beskrevet.
Idet Morten Messerschmidt grundet beruselse ikke erindrede, hvad der blev sunget mistede artiklen en væsentlig nuance, idet artiklen alene indeholdt den tyske opfattelse af verset som nært knyttet til nazisme og højreradikalisme, mens den udbredte danske opfattelse af verset som en harmløs nationalsang ikke fremgik.
B.T. var og er - som også tidligere fremført på lederplads i avisen - bekendt med, at Morten Messerschmidt er Israel og det jødiske folk meget venligt stemt, og at Morten Messerschmidt i sagens natur ikke har nogen sympati for eller ikke har haft noget ønske om at hylde nazismen.
Med den fælles udtalelse er alle uenigheder mellem Morten Messerschmidt og B.T. bilagt. Begge parter udtrykker tilfredshed med denne udtalelse, der offentliggøres i en fælles pressemeddelelse og i B.T.