Fogh og Barosso: Klimaet har topprioritet
25. jun. 2007 09.04 PolitikDet vigtigste emne lige nu i politik er klimaet. Det er EUs kommissionsformand Jose Manuel Barosso og statsminister Anders Fogh Rasmussen enige om.
De to er lige nu i Grønland for med egne øjne at se, hvilke konsekvenser den globale opvarmning har for miljøet - og for mennesker.
I Grønland smelter indlandsisen med stor hastighed. Det mærker man i Grønlands tredje største by Ilulissat. Byen ligger 250 kilometer nord for Polarcirklen ud til Disko Bugten. Og her kunne byens fangere og fiskere køre med hundeslæde ud på isen for at fiske og jage fra oktober til maj for bare få år siden.
Et synligt bevis på klimaforandring
Nu er sommeren længere i Ilulissat og fiskeriet på isen i fjorden kan kun lade sig gøre i 4-5 måneder om året. Og det betyder færre fisk og sæler.
Dermed er Ilulissat et synligt bevis på klimaforandringerne. Og det gør indtryk på politikerne.
- Det vi jo i hvert fald kan gøre som politikere er at stoppe den menneskeskabte klimaforandring. Og der synes jeg, det haster med at få truffet beslutninger, siger statsminister Anders Fogh Rasmussen.
Det vigtigste spørgsmål i EU
Og Barosso er enig: - Det er det vigtigste politiske spørgsmål i EU lige nu. Vi er nødt til at forbedre vores forhold til naturen, siger Jose Manuel Barosso.
Han håber, at verdens lande vil komme nærmere en aftale om fælles mål for et bedre miljø, når der er klimakonference i Indonesien i december.
Isfjorden ved Ilulissat
-
I 2004 blev den berømte Isfjord ved Ilulissat (Jakobshavn) i Grønland optaget som en del af verdens naturarv af FN-organisationen Unesco.
-
Fra mundingen af den 40 km lange fjord skyder enorme ismasser fra indlandsisen ud i havet.
-
Jakobshavn Isbræ bevæger sig nu med næsten to meter i timen. Bræen er den mest produktive gletsjer på den nordlige halvkugle og frembringer hvert år 35 kubikkilometer isbjerge.
-
De største er over 100 meter høje og rækker mere end 600 meter ned under fjordens overflade.
-
Ved Isfjordens bredder findes køkkenmøddinger fra Saqqaq-folket, der var de første beboere i Grønland for mere end 4500 år siden.
-
Siden kom folk fra Dorset-kulturen og Thule, forfædrene til de nuværende grønlændere, til området ved Ilulissat, der betyder "isfjelde".
-
Isfjorden er Grønlands største turistattraktion.
-
Den danske regering og Grønlands landsstyre har flere gange inviteret prominente udenlandske gæster til Ilulissat for at fremvise følgerne af klimaforandringer.
-
I 2005 var miljøministre fra en snes toneangivende lande i klimadebatten på besøg, i 2006 den fremtrædende republikanske senator John McCain, og i maj 2007 har formanden for Repræsentanternes Hus i USA, demokraten Nancy Pelosi, været i Ilulissat.