DF: Merethe Egeberg Holm er ekskluderet
17. sep. 2007 14.55 Politik
Opdat.: 17. sep. 2007 14.57Merethe Egeberg Holm, Samsø, er i dag med øjeblikkelig virkning ekskluderet af Dansk Folkeparti.
Det skriver partisekretær Poul Lindholm Nielsen i en pressemeddelelse.
På weekendens landsmøde i Dansk Folkeparti gik Merethe Egeberg Holm på talerstolen og sagde, at alle muslimer skal ud af Europa.
Det fik i går partisekretæren til to gange at kontakte Egeberg Holm. I første omgang forlød det, at hun selv ville melde sig ud af partiet.
Vil lave rav i den
I dag har hun så over for flere medier trukket den beslutning tilbage. Tilsyneladende med det ene formål, at lave rav i den.
Denne udvikling i sagen har overrasket partiledelsen og konsekvensen er altså en øjeblikkelig eksklusion.
Hverken partisekretær Poul Lindholm Nielsen eller Hovedbestyrelsens medlemmer har yderligere kommentarer til partiets afsked med Merethe Egeberg Holm.