Konservativ kredsformand går i vrede
28. sep. 2007 09.11 Politik
Opdat.: 28. sep. 2007 09.26Det Konservative Folkeparti er topstyret og udemokratisk. Ledelsen har sat sig så tungt på magten, at de ikke giver plads til kritik og dialog i partiet.
Det siger Anders Pedersen, der i 12 år har været formand for partiets prominente Holbæk-kreds med kulturminister Brian Mikkelsen som frontfigur.
Han har også været været amtsformand og medlem af hovedbestyrelsen i fem år, indtil han for nylig tog knsekvensen og meldte sig ud af partiet.
Ingen tid til kritik
- Møderne i hovedbestyrelsen er tilrettelagt, så der aldrig bliver tid til at stille kritiske spørgsmål eller træffe fælles beslutninger, siger Anders Pedersen til Information.
Han mener, at partiet i dag reelt styres af to personer, nemlig formanden Bendt Bendtsen og generalsekretær Morten Bangsgaard.
Sidstnævnte afviser kritikken.
- På hovedbestyrelsesmøderne er der rig lejlighed for, at alle kan komme til orde, siger Morten Bangsgaard.