Ny Alliance under spærregrænsen
22. dec. 2007 20.09 Politik
Opdat.: 23. dec. 2007 11.12Uroen i Ny Alliance ville betyde, at partiet røg helt ud af Folketinget, hvis danskerne skulle til stemmeurnerne i morgen. Blot 1,3 procent af stemmerne ville partiet få ifølge en ny Gallup-måling.
Gitte Seeberg fra Ny Alliance, mener, at de medlemmer, der har skabt de uheldige sager for partiet, nu må indse, at de skal besinde sig.
- Vi må gå ud fra, at de personer, som har haft næsen rigtig langt fremme, kan se, at det ikke har nogen gavnlig indflydelse på partiet, siger Seeberg, der er den ene af partiets tre stiftere.
Må starte forfra
Senest har partiet været i stormvejr, da folketingsmedlem Jørgen Poulsen fik 750.000 kr. i fratrædelse fra Dansk Røde Kors, der fik opbakning fra partiets folketingskandidat Lars Kolind i sin kamp for at beholde pengene.
Allerede under valgkampen gik partiet massivt tilbage i slutspurten, og Naser Khader har da også indrømmet, at der blev begået fejl, erfarer Berlingske Tidende.
Gallup-undersøgelsen viser, at partiet nu må starte helt forfra, erkender Gitte Seeberg blankt.
- Ja, vi må jo starte fra bunden igen. Jeg har selv været meget ked af den uro, der har været, siden vi kom i Folketinget - sagen om Røde Kors og sagen om Lars Kolind. Men nu er vi gået på juleferie, og jeg håber på, at når vi kommer tilbage, så starter vi med at bygge op igen og se fremad.
Igen VKO-flertal
Vælgere, der er gået fra Ny Alliance, er efter Gallup-tallene at dømme gået over til Venstre, hvis mandatandel stiger fra 46 til 51 og dermed er der ifølge Gallup igen VKO-flertal.
Også SF står til en fremgang, der ligner andet end en krusning på overfladen. SF går fra 23 til 26 mandater, og sammen med de Radikale og Socialdemokraterne - Enhedslisten kommer ikke ind - får oppositionen 80 mandater. Det er ét mindre end ved valget.
Socialdemokraterne ligger i undersøgelsen stadig historisk lavt i vælgertilslutning. Men da både Ny Alliance og Enhedslisten ryger ud af Folketinget, overgår de to partiers mandater til de øvrige partier, og det betyder, at Socialdemokraterne trods tilbagegangen går frem fra 45 til 46 mandater.