S: Drop det frie skolevalg
02. maj 2008 11.50 Politik
Opdat.: 02. maj 2008 13.15Det er en god ide, at den enkelte kommune selv bestemmer, om der skal være et frit skole-valg eller ej, mener Socialdemokratiet.
Partiets uddannelsesordfører, Christine Antorini opfordrer derfor undervisningsminister Bertel Haarder til at give dispensation til Københavns Kommune.
Bedre integration
- Et bredt flertal af politikere i Københavns kommune er enige om en dispensation. Og da København har nogle specielle skoleforhold, er det vigtigt at kommunen selv kan bestemme, for at sikre en bedre integration, siger hun.
Forslaget skal nu op i kommunens Børne- og Ungdomsudvalg. Men det er i sidste ende undervisningsminister Bertel Haarder, der skal give dispensationen.
- og med så bredt et flertal, vil det være naturligt, at ministeren lytter til kommunens ønske, siger Christine Antorini.
SF uenig
Hvis det står til SF's Børne- og ungdomsborgmester i København, Bo Asmus Kjeldgaard, skal ansøgningen om dispensation slet ikke sendes af sted.
- Jeg er bange for, at det her vil få den modsatte effekt, at endnu flere vil sige, at hvis vi kun kan vælge mellem to skoler, så går vi over til privatskolen, siger han til Ritzau.
Valget af skole inden for kommunegrænserne blev givet frit i 2005. Ordningen udløber i år, men Folketinget er i gang med at forlænge ordningen med endnu 3 år.
Det frie skolevalg
- Forældre har fra 1. august 2005 krav på at få deres barn optaget i en folkeskole efter eget valg i deres bopælskommune eller en anden kommune, hvis der er plads på den ønskede skole. I forhold til tidligere kan der kun gives afslag på optagelse, hvis kommunens rammer for skolens kapacitet ikke gør det muligt at optage barnet.
- En måling fra Catinét i 2005, viste at fire ud af ti forældre til skolebørn ønsker helt frit valg af skole, så der overføres penge til flere klasser på de mest populære og søgte skoler. I dag har man kun ret til frit skolevalg , hvis der er plads på den pågældende skole.
- I 1994 blev folkeskoleloven revideret, så forældre frit kunne vælge skole for deres barn inden for kommunegrænsen. Kommunen kunne dengang sige nej, hvis elevtallet i en klasse overstiger 30, eller hvis det kræver oprettelsen af en helt ny klasse på den valgte skole
- Op gennem 1980'erne eksperimenterede flere kommuner med frit skolevalg for at dæmme op for tilgangen til private skoler.