Pia K. angriber Fogh i tørklædesag
05. maj 2008 13.22 PolitikDansk Folkepartis formand, Pia Kjærsgaard, beskylder statsminister Anders Fogh Rasmussen for ikke at ville diskutere et totalt tørklædeforbud af frygt for at ødelægge sine chancer for en international toppost, skriver Ritzau.
Beskyldningen kommer, efter at statsministeren har besluttet at lade et udvalg vurdere Domstolsstyrelses beslutning om at tillade tørklædeklædte dommere.
- Domstolsstyrelsens beslutning er uhyrlig og bør ændres. Der er ikke behov for at se på, hvordan andre lande har løst problemet, skriver Pia Kjærsgaard i sit ugebrev.
- For det første ved vi det godt; Tyskland og Frankrig har eksempelvis forbud mod tørklæder i deres retssale. Og for det andet, hvorfor i alverden skal vi bekymre os om det? Hvis vi i Danmark mener, at tørklæderne skal forbydes i vore retssale, hvorfor gør vi det så bare ikke, fortsætter hun i ugebrevet.
- Spørgsmålet er, om vi er ude i endnu et forsøg fra statsministerens side på at træffe eller undgå at træffe beslutninger alt efter, hvad der nu er optimalt set i forhold til hans internationale ambitioner. Man kan i hvert fald ikke undgå at få tanken, skriver Dansk Folkepartis formand.