Ellemann støtter tørklædeforbud
16. maj 2008 11.51 Politik
Opdat.: 16. maj 2008 11.53Venstres integrationsordfører Karen Ellemann er parat til at stemme for regeringens forbud mod at dommere bærer religiøse symboler. Det vil ske, selvom hun personligt finder det uliberalt at lave den slags lovgivning.
Det er to dage siden at integrationsminister Birthe Rønn Hornbech udkom med en meget omdiskuteret kronik, hvor hun advarer Folketinget mod at lovgive om dommeres brug tørklæder. Lige siden er kritikken væltet ned over integrationsministeren, men i dag erklærer Karen Ellemann sig enig i store dele af kronikken.
Fåmælt Ellemann efter møde i Venstre
- Jeg er ked af, at vi skal lovgive i Danmark, så vi forbyder religiøse symboler. Det er ikke liberal politik. Og derfor er det noget, som helt personligt gør ondt på mig, siger Karen Ellemann til Politiken.
Efter formiddagens møde i Venstres folketingsgruppe var det dog en fåmælt Karen Ellemann som kikkede ud.
- Det som jeg har udtalt, har jeg ikke brug for at gentage. Jeg har sagt, hvad jeg gerne vil sige i denne sag. Men jeg bakker naturligvis op om flertallet i gruppen, siger Karen Ellemann.
Der ventes at være et stort flertal bag regeringens udspil, når Venstres folketingsgruppe formeldt tager stilling på onsdag.