Thorning: Storbanker er arrogante
08. jan. 2009 00.04 PolitikDanske Bank, Nordea og andre pengeinstitutter udviser en "utålelig arrogance", når de konsekvent afviser, at de har brug for statslig kapital i form af en bankpakke på 100 mia. kr.
- Mit budskab til bankerne er, at så kan I blive fri, og så kan vi lave et statsligt selskab, som begynder at låne direkte til virksomhederne, siger hun til Jyllands-Posten.
De politiske forhandlinger om hjælpe-pakken begynder torsdag.
Polstre nødlidende banker
Socialdemokraterne ønsker sikkerhed for, at de mange milliarder ikke bare går til at polstre nødlidende banker, men til lån til danske virksomheder.
Venstre afviser forslaget om en statslig erhvervskrisefond.
- Det er en absurd tankegang, at vi politikere skulle til at sidde som Cæsar og vende tommelfingeren op eller ned til, hvad almindelige virksomheder kan låne penge til, siger erhvervsordfører Jacob Jensen (V).