Flertal for valg, hvis Fogh går af
23. feb. 2009 15.41 Politik
Opdat.: 23. feb. 2009 16.13Danskerne vil have et folketingsvalg, hvis statsminister Anders Fogh Rasmussen går af. Og de vil bruge det til at skifte den borgerlige regering ud med en socialdemokratisk ledet regering. Det viser en meningsmåling, som Catinét har gennemført for Ritzau.
Knap seks ud af ti - 57,9 procent af deltagerne i målingen - mener, at Anders Fogh Rasmussen ikke bør overlade posten som statsminister til Lars Løkke Rasmussen uden at udskrive valg.
Blot hver tredje - 33,6 procent - vil lade finansminister Lars Løkke Rasmussen blive statsminister uden at spørge vælgerne først.
Valg farligt for regeringen
Vælgerne blev spurgt: "Hvis Anders Fogh Rasmussen går af som statsminister, mener du så, at regeringen bør udskrive valg, eller skal Lars Løkke Rasmussen overtage posten uden valg?"
Målingen peger også, at et valg nu kan være farligt for den borgerlige regering.
48 procent af vælgerne foretrækker nemlig en socialdemokratisk ledet regering med S-formand, Helle Thorning-Schmidt, som statsminister, fremfor en borgerlig regering med Lars Løkke Rasmussen i spidsen. Det sidste foretrækker blot 38,5 procent.
Løkke som "prins John"
Socialdemokraternes politiske ordfører, Henrik Sass Larsen tror, at Lars Løkke selv foretrækker et valg.
- For ellers risikerer han at få prædikatet som en "prins John", der er sat ind på tronen uden nogen egentlig folkelig opbakning. Og det er jo også en lidt billig måde at komme på statsministerposten på, når vælgerne ikke stemte ved sidste valg ud fra, at Fogh måske ville gå før periodens udløb, siger Henrik Sass Larsen til Ritzau.