Fogh: Skatten ned med 26 mia i lyn-reform
24. feb. 2009 11.11 Politik
Opdat.: 24. feb. 2009 13.32Regeringen indbyder de politiske partier til en "lynproces" om en skattereform. Det erklærede statsminister Anders Fogh Rasmussen tirsdag:
Skatteberegner
Se her hvad regeringens forslag betyder for din skat.
- Det skal gå hurtigt. Vi taler om dage, ikke uger, sagde han på et pressemøde, hvor regeringens plan for en skattereform blev fremlagt.
Tre betingelser
Fogh opstillede tre betingelser for et forlig om skattereformen:
Det skal gå lynhurtigt. Reformen skal være underfinansieret. Og så skal partierne på forhånd acceptere, at der fortsat skal være "et fast og robust skattestop".
Kompensation til boligejere
Statsministeren lovede også, at boligejerne "fortsat kan sove trygt". Regeringen vil sørge for, at selv de låntagere, der bliver ramt af en ændring af rentefradraget, bliver kompenseret.
De, der oplever at deres gevinst ved skattereformen bliver mindre end deres tab på omlægningen af rentefradraget, vil blive kompenseret "krone til krone", sagde statsministeren.
Skatten ned med i alt 26 milliarder
Statsministeren fortalte ved fremlæggelsen, at skatten på arbejde på bliver sænket med 23 milliarder kr. - dertil kommer andre poster på 3 milliarder, så skatten i alt falder med 26 milliarder.
Det er mindre end Skattekommissionens forslag, der lød på 35 milliarder kr. Forklaringen er, at regeringens udspil "kun" sænker marginalskatten - skatten på den sidst tjente krone - fra 63 til 56 procent, mens Skattekommissionen ville ned på godt 54 procent.
Pumper ekstra milliarder ud i omløb
Skattereformen er kraftigt underfinansieret. I 2010 vil statskassen have et "underskud" på skattereformen på 12,7 milliarder kr., og underskuddet fortsætter de følgende år, dog i mindre omfang, så det i sidste indfasnings-år, nemlig 2015, er 1,3 milliarder kr.
Det betyder, at staten hvert år pumper ekstra penge ud i omløb til at stimulere økonomien, øge forbruget og støtte beskæftigelsen.
Hovedlinjer i regeringens skattereformforslag
- Mellemskatten på 6 pct. afskaffes
- Grænsen for topskat sættes op med 36.000 kr.
- Topskattesatsen sænkes med 1,5 pct.-enheder fra 15 til 13,5 %.
- Skatteloftet (ekskl. AM-bidrag) sænkes til 51 pct. (ekskl. kirkeskat)
Kilde: Statsministeriet. Se Forårspakke 2.0 her.
- Bundskattesatsen nedsættes med 0,5 pct.-enheder
- Sundhedsbidraget og bundskatten sammenlægges gradvist i en ny bundskat
- Beskæftigelsesfradraget sættes op til 7 pct., dog maksimalt 22.300 kr.
- Øget tilskud til friplads i daginstitutioner for enlige forsørgere
Kompensation for grønne afgifter:
- Personfradraget sættes op med 1.000 kr. for personer, der er fyldt 18 år
- Ny "grøn check" på 700 kr. til personer, der er fyldt 18 år
- Afgift på mættet fedt
- Højere afgift på chokolade, sukkerholdige sodavand mv.
- Afgifter på røgtobak forhøjes, og afgifter på cigaretter forhøjes og omlægges
- Skatteværdien af rentefradrag, der overstiger en nominelt fastsat grænse på 100.000 kr. for ægtepar, nedsættes gradvist fra 2012 til 2019 med samlet 8 pct.-enheder. For enlige er grænsen 50.000 kr.
- Kompensationsordning, der sikrer mod tab i forbindelse med rentefradrag og ligningsmæssige fradrag
- Mulighed for, at den enkelte kan vælge at udskyde hævning af kapitalpension med 5 år
- Loft over fradrag for indbetalinger til ratepensioner på 250.000 kr.
- En midlertidig udligningsskat for private pensionsudbetalinger over topskattegrænsen
- Bundfradrag på 40.000 kr. for positiv nettokapitalindkomst i topskattegrundlaget
- Skat af aktieindkomst nedsættes til hhv. 25 og 40 pct.
- Værdien af ligningsmæssige fradrag nedsættes fra 2012 til 2019 med 8 pct.-enheder
- Fjernelse af skattefordel ved medarbejderobligationer og 15 % regel for aktier
- En multimediebeskatning på arbejdsgiverbetalt bredbånd, fri telefon mv.
- Miljøtillæg for fri bil
- Færre momsfritagelser (levering af fast ejendom, ejendomsadministration og rejsebureau)
- Øget erhvervsbeskatning (harmonisering af beskatning af udbytter og avancer mv.)
- Begrænsning af en række særordninger