Skatteaftalen kort fortalt
01. mar. 2009 20.53 Politik
Opdat.: 01. mar. 2009 20.59Regeringen og Dansk Folkeparti er i dag blevet enige om en skatteaftale. Her kan du i korte træk se, hvad aftalen indeholder.
-
Mellemskatten på 6 pct. afskaffes
-
Bundskatten nedsættes med 1,5 procentpoint, svarende til en skattenedsættelse på ca. 14 mia. kroner
-
Indkomstgrænsen for topskat flyttes 42.800 kroner til 425.000 kroner. Det betyder, at knap 350.000 lønmodtagere ikke længere skal betale topskat.
-
Der indføres en indtægtsbestemt "grøn check"
-
Pensionstillægget til pensionister forhøjes med 2.000 kr.
-
Rentefradraget nedsættes fra 33 til 25 procent. Dermed bliver det dyrere at skylde penge væk.
Indkomstskatten reduceres
Samtidig betyder skattereformen at indkomstskatten samlet set reduceres med mere end 28 mia. kr., opgjort i varig virkning (inkl. "grøn check").
Til gengæld hæves skatten på forurening og energiforbrug. Det giver alle en større tilskyndelse til at beskytte klima og miljø.
Aftalen om en skattereform og nye vækstinitiativer understøtter samtidig aktiviteten i dansk økonomi i lyset af den internationale økonomiske krise:
Skattereformen indebærer, at skattenedsættelserne kommer hurtigt i 2010 og 2011, mens finansieringen indfases gradvist frem til 2019.
Mulighed for udbetaling af de opsparede midler i SP-ordningen i 2009 øger husholdningernes likviditet med op til 25-30 mia. kr.
En renoveringspulje på 1,5 mia. kr. finansierer tilskud i 2009 til renovering og bygningsarbejde, herunder energibesparende foranstaltninger, i helårsbeboelse.
Muligheder for forøgelse af kommunale anlægsinvesteringer i 2009 afklares mellem regeringen og KL.
Kilde: Finansministeriet