Landsstyreformand Enoksen træder tilbage

Hans Enoksen mistede magten i Grønland og tager nu konsekvensen ved at træde af som formand for Siumut. Nu må en anden tage over, siger han.

Efter 30 år ved magten er Siumut detroniseret i Grønland. Nu tager formand for Siumut og landsstyreformand Hans Enoksen konsekvensen af valgnederlaget og træder tilbage.

- Vælgerne har talt, og jeg respekterer deres dom. Sådan er demokratiets vilkår, siger Hans Enoksen til avisen Sermitsiaq.

Hans Enoksen vil under Siumuts hovedbestyrelsesmøde i eftermiddag indgive sin afskedsbegæring.

Skal bo i Nuuk

- Jeg skal hjem til min bygd Itilleq, og derfor kan jeg ikke fortsætte som formand for Siumut. Det er vigtigt, at formanden bor i Nuuk, og så må hovedbestyrelsen beslutte, hvem der skal overtage formandsposten, siger han.

Enoksen er den blot tredje landsstyreformand, som Grønland har haft siden 1979. Først sad Jonathan Motzfeldt ved roret frem til 1991. Herefter tog Lars Emil Johansen over indtil 1997, inden Jonathan Motzfeldt tog en ny omgang fra 1997 til 2002. Siden har Grønlands regeringsleder heddet Hans Enoksen.

Motzfeldt røg ud

Enoksen måtte også lide det nederlag, at han ikke engang fik flest personlige stemmer blandt Siumut-kandidaterne. Aleqa Hammond fik 1488 stemmer, mens 1413 grønlændere satte deres kryds ved Hans Enoksen.

Helt galt gik det for Jonathan Motzfeldt. Den 70-årige politiske veteran fik blot 91 stemmer og opnåede dermed ikke en af de ni pladser, som Siumut fik i Landstinget.

  • Print
  • Del artiklen:

    Tag dr.dk Politik med dig

    Få seneste analyser, meningsmålinger og nyheder om dansk politik - hver dag.

    Vis alle nyhedsbreve