Burkaudvalg får blandet modtagelse
20. aug. 2009 20.42 Politik
Opdat.: 20. aug. 2009 20.44Hos De Konservative, som står alene i regeringen med ønsket om et generelt burkaforbud, modtages det med kyshånd, at statsministeren nu går ind i sagen og nedsætter en gruppe, der skal begrænse udbredelsen af burkaer.
- Vi havde helst set en fuldstændig imødekommelse, men jeg synes, det er flot af regeringen at nedsætte det her udvalg, siger politisk ordfører Henriette Kjær.
Trækker på smilebåndet
Dansk Folkeparti kritiserer til gengæld burkaudvalget for at være en syltekrukke. Et forbud bør vedtages hurtigst muligt, mener partiet, der efter sommerferien vil fremsætte et lovforslag om burkaforbud i Folketinget.
Derimod trækker Socialdemokraternes udlændingeordfører, Henrik Dam Kristensen, på smilebåndet over et burkaudvalg.
Plads i sommerrevyer
- Formålet er ædelt nok, men på et eller andet tidspunkt må regeringen finde ud af, hvad den vil. Det regeringsparti, der har justitsministerposten kom med et forslag, der formodentligt er grundlovsstridigt, og nu skal der til at være et burkaudvalg, siger Henrik Dam Kristensen.
De Radikales Marianne Jelved mener, at regeringen med sit forslag må få en stor plads i næste års sommerrevyer. Hun kalder burkasagen nærmest komisk og mener, at der er tale om ren symbolpolitik.