S og SF: Billigere tog- og busbillet
27. aug. 2009 05.48 PolitikS og SF vil gøre det mere attraktivt at tage bussen eller toget, og derfor vil de give tre milliarder kroner til den kollektive trafik. Det fremgår af partiernes fælles skatte-udspil, som fremlægges i morgen.
København skal have to milliarder kroner og resten af landet en milliard kroner.
- Hvis vi gør det mere attraktivt at bruge den kollektive trafik, ville mange flere bruge den, siger SF-formand Villy Søvndal.
Hurtigere S-tog
I Hovedstadsområdet skal klippekort være 25 procent billigere, mens måneds- og årskort skal 40 procent ned.
De mange penge skal også bruges til at udbygge den kollektive trafik og til investeringer i blandt andet letbaner i Århus og Odense.
Desuden skal der bygges flere parkeringspladser ved stationerne, nye cykelruter og så skal S-togene køre hurtigere
Billigt og effektivt
S-formand Helle Thorning-Schmidt siger, at det skal være sådan, at det billigste er at bruge den kollektive og den skal være effetivt, så man kommer hurtigt ind til byen.
- Det haster med at få udskifte den forurenede danske bilpark. Derfor skal vi i gang så hurtigt som muligt, når vi får et nyt flertal, siger S-formand Helle Thorning-Schmidt.