S: Nye regler skal forhindre borgmesterpanik efter valg
08. dec. 2009 13.44 Politik
Opdat.: 08. dec. 2009 15.07Det har nok været underholdende, men måske ikke så kønt hele vejen igennem - spillet om borgmesterposterne efter kommunalvalget for tre uger siden.
Så sent som i aftes blev der tilføjet nye kapitler, da socialdemokraterne tog borgmesterposten i Holstebro - og venstremanden Johannes Hecht-Nielsen kuppede sig til den i Helsingør.
Brug for nye regler
Hele forløbet får nu Socialdemokratiet til at overveje, om spillereglerne skal laves om, så det hele bliver lidt mere stringent.
- Nu skal røgen lige lægge sig og de sidste konstitueringer falde på plads. Så vil vi sætte os ned og overveje, hvordan det kan undgås, at vi ser sådan et teater igen om fire år, siger Nick Hækkerup.
Forslag fra Holstebro
Hans partifælle H.C. Østerby er ny borgmester i Holstebro efter et forløb, hvor kæden først har siddet på to andre politikere. Han ser et stort behov for mere klare regler - for eksempel om at den første konstitueringsaftale efter valgresultatet bliver bindende. I modsætning til i dag, hvor der kan gå tre-fire uger før den formelle konstituering.
Men det er næppe et columbusæg bare at forkorte dén periode, siger Nick Hækkerup:
- Tidsrummet var ikke noget problem, hvis bare folk opførte sig anstændigt og holdt deres ord. En kortere periode kan måske løse noget af problemet, men det fundamentale problem er, at folk ikke opfører sig ordentligt. Måske kan vi finde redskaber, der kan hjælpe dem til det, siger Nick Hækkerup.
Han efterlyser nu flere konkrete forslag fra kommunalpolitikere landet over. Samtidig vil socialdemokraterne selv sætte et arbejde igang for at få ideer på bordet.