K og SF: PET skal forklare sig
05. jan. 2010 11.05 Politik
Opdat.: 05. jan. 2010 11.28Både den konservative retsordfører Tom Behnke og SF's næstformand for retsudvalget Anne Baastrup vil nu have Politiets Efterretningstjeneste (PET) til at forklare sig i sagen om drabsforsøget på bladtegneren Kurt Westergaard.
Ifølge flere jurister har PETs eget bevismateriale mod den 28-årige somaliske formodede gerningsmand været tilstrækkeligt til at køre en sag mod ham og udvise ham. Og det er Anne Baastrup enig i, ud fra den viden om jura, hun har. Derfor spørger hun:
- Hvad har man vidst fra det åbne politis og PET's side, som gjorde, at man fandt, det ikke var nødvendigt at gribe til en eller anden form for anholdelse af den pågældende mand? Det er en meget alvorlig situation, vi står i. Jeg vil gerne have en redegørelse for, hvordan somalieren kan komme så tæt på, at Westergaard skal slås for sit liv.
Holdt ikke øje med nogen af dem
Også konservative Tom Behnke undrer sig over, at mødet mellem "en af de personer som PET er mest interessseret i som mulig gerningsmand" og "det mest eftertragtede offer i Danmark" har kunnet finde sted:
- At man ikke har holdt øje med nogen af dem, lige præcis på det tidspunkt, hvor det her går galt. Og det er jo interessant at vide, hvorfor man har valgt at drosle ned.
Og Tom Behnke ser intet underligt i, at både højre og venstre side af folketingssalen kræver klar besked.
- Det kan sagtens være, at der er fornuftige forklaringer på det. Jeg er da helt overbevist om, at der er fornuftige forklaringer, men dem savner vi bare at få, siger Tom Behnke til DR Nyheder.