Lene E glæder sig over radikal kur
08. jan. 2010 12.34 Politik
Opdat.: 08. jan. 2010 12.52Den konservative leder, Økonomi- og Erhvervsminister Lene Espersen jubler over, at Det Radikale Venstre har lanceret en plan for reformer, der skal sikre, at der fremover er råd til velfærden:
- Jeg er enig med Det Radikale Venstre, der nu tilslutter sig konservativ politik i, at et af stederne, vi skal sætte ind, det er med arbejdsmarkedsreformer, siger Lene Espersen.
Forholder sig ikke til efterløn og dagpenge
Det Radikale Venstre foreslår, at efterlønnen afskaffes, og at dagpengeperioden forkortes fra fire til to år. Men det forholder den konservative leder sig ikke til:
- Jeg tror, at før vi begynder at diskutere konkrete initiativer, skal vi have de andre partier med på, at reformer er nødvendige, lyder meldingen fra Lene Espersen og slår fast, at hun er klar til at diskutere alt.
Regner med Venstre
Men Lene Espersen har selv en opgave internt i regeringen, for finansminister Claus Hjort Frederiksen har flere gange afvist at tale om forringelser af både dagpenge og efterløn.
- Jeg er nu overbevist om, at Venstre i sidste ende vil vælge at sige, at det rigtige er at være økonomisk ansvarlige, siger Lene Espersen og minder om, at regeringen selv foreslog reformer af dagpengesystemet for halvandet år siden, hvor den dog ikke kunne samle flertal.