Fængsler klar til at opdrage terrorister
08. jan. 2010 13.05 Politik
Opdat.: 08. jan. 2010 13.58I dag er fængselsbetjente og tilknyttede imamer optaget af at forhindre, at indsatte bliver radikaliserede. Men Kriminalforsorgen er nu også parat til at forsøge at omvende terrordømte, der i forvejen er radikaliserede. Et forslag, de Konservative har lanceret, og som Venstre støtter.
- Man kan ikke lave tvangsbehandling af fanger, men man kan prøve at få fat i dem på forskellig måde, for eksempel ved at lade dem tale med imamer, som vi har gode erfaringer med, kan være med til at putte fornuft ind i hovedet på det her folk, siger direktør i Kriminalforsorgen William Rentzmann.
Parat til nye initiativer
Han er parat til at tage nye initiativer ud over de ordninger med blandt andet imamer og mentorer, som fængslerne benytter sig af i dag.
- Vi følger meget med i, hvad der sker på internationalt plan. Vi er med i internationalt samarbejde om de her ting for at finde ud af, om der er andre, der har nye og bedre ideer, end dem vi allerede har gang i, siger William Rentzmann.
Et par håndfulde i fængsler
Der sidder højst et par håndfulde terrordømte i danske fængsler, og nogle af dem skal udvises efter endt afsoning. Alligevel mener inspektør i Københavns Fængsler Peter Vesterheden, at opgaven med antiradikalisering er vigtig:
- Vi har heller ingen interesse i at sende nogen til udlandet, hvis de fortsat forsøger at lave terroraktioner mod Danmark eller andre lande. Og forudsætningen for at få fat i folk er, at man har en dialog med dem, konstaterer han.
Indsatte kan også hjælpe
Peter Vesterheden har gode erfaringer med imamer, der kan overbevise indsatte om, at vold ikke er noget, man som muslim bruger. Men han mener også, der er hjælp at hente fra de indsatte, som de terrordømte har et socialt fællesskab med:
- Som kan sige til de her terrordømte: Det her, I har gang i, det er altså noget klamp.