ANALYSE: Christiansborg rumler af rokaderygter

Statsminister Lars Løkke Rasmussen og den konservative partileder, Lene Espersen, er langt inde i drøftelser om en regeringsrokade.

De har snakket personer, ressortområder og timing, ligesom de er langt i snakken om, hvorvidt rokaden skal ledsages af et egentligt nyt arbejdsprogram for regeringen frem mod næste valg - altså en slags nyt regeringsgrundlag med deres egne signaturer fremfor Anders Fogh Rasmussens og Bendt Bendtsens.
 
Lige nu tyder alt på, at der bliver tale om den største regeringsomdannelse, siden VK-regeringen kom til i november 2001.

Ikke at det siger så voldsomt meget, men de to partiledere er enige om, at der denne gang skal bides til bolle hele vejen rundt - en øvelse, der i virkeligheden kun lader sig rigtigt gøre, hvis nogle af de tungeste poster kan komme i spil.
 
Lene Espersen vil være udenrigsminister
Det betyder, at Lene Espersen nu endegyldigt har besluttet sig for at tage posten som udenrigsminister - en post, som på én og samme tid er en gave og en udfordring:

En gave, fordi udenrigsministre pr. definition altid er ganske populære i Danmark, altid optræder i statsmandsrollen og som forfægter af nationens interesser.

En udfordring, fordi det ikke er så frygtelig nemt at skabe sig en selvstændig profil som konservativ leder på det udenrigspolitiske område, og fordi man har op mod 120-150 rejsedage om året, hvilket kan gøre den daglige tilknytning til dansk indenrigspolitik og hvervet som partileder vanskeligt.
 
Dermed må Per Stig Møller jo i samme bevægelse opgive sit elskede kontor på Asiatisk Plads.

Han vil blive tilbudt posten som kulturminister, men det er tvivlsomt, om han vil takke ja, forlyder det fra kilder.

Med Lene Espersens sandsynlige udnævnelse til udenrigsminister, er posten som økonomi- og erhvervsminister ledig.

Denne post har de Konservative, som netop nu har travlt med at forfølge en reformdagsorden, næppe tænkt sig at opgive. Og det eneste logiske bud på en efterfølger vil således være Brian Mikkelsen, der er den soleklare nummer to i Det Konservative Folkeparti.
 
Måske en venstremand som justitsminister
Hvis ovenstående dufter en anelse af spekulationer, så bevæger vi os nu længere ud i - det godt nok kildebaserede - tankespind.
 
Hvis Brian Mikkelsen ryger over i Økonomi- og Erhvervsministeriet - et ministerium, som i øvrigt godt kan blive opsplittet som led i omdannelsen - så kunne en ny justitsminister måske blive venstremand; måske Kristian Jensen, måske Bertel Haarder.

Sidstnævnte er landets længst siddende minister siden anden verdenskrig og har været spået ude flere gange.

Det kan da heller ikke afvises, at han må forlade regeringen, så nyt blod kan pumpe i VK-regeringens politiske vener.

Omvendt argumenteres der også stærkt for, at Bertel Haarder er en af regeringens åndeligt og realpolitiske mest vitale politikere, hvorfor han måske får lov til at tage en tørn med lov og orden.
 
Hvis Justitsministeriet falder i venstrehænder, så skal de Konservative have en betragtelig luns som kompensation.

Forsvarsministeriet kunne være oplagt - spørgsmålet er, om de konservative vil opfatte det som tilstrækkelig attraktivt i en tid, hvor Danmark er i krig, hvor Forsvarets økonomi er presset, hvor sagen om jægerbogsoversættelsen stadig florerer og hvor man står med en varm kartoffel af et jagerflyindkøb.

Men klapper de konservative til, så kunne nuværende transportminister Lars Barfoed være manden, der skal ind i den varme forsvarsstol.
 
Sander ude - Aamund inde
Undervisningsministeriet bliver måske tænkt sammen med Videnskabsministeriet på en ny måde, og det er under alle omstændigheder vanskeligt at forestille sig, at Venstre opgiver posten som undervisningsminister på et tidspunkt, hvor selveste statsministeren har lagt sig i selen for et særligt fokus på folkeskolen.

Kristian Jensen kunne være et bud på en ny undervisningsminister, mens Malou Aamund fra folketingsgruppen står til at rykke ind efter videnskabsminister Helge Sander, der vurderes ude i kulden.
 
Også fødevareminister Eva Kjer Hansen og udviklingsminister Ulla Tørnæs er oplagt i farezonen for at ryge på bænken i folketingsgruppen, mens social- og indenrigsminister Karen Ellemann fortsætter som minister, men sandsynligvis i et noget mindre ministerium, hvilket hun næppe vil være frygtelig ked af, da ministeriet i dag er gigantisk.

Integrationsminister Birthe Rønn Hornbech har ad mange omgange i dén grad været dømt ude, men flere kilder vurderer nu, at hun sagtens kan blive siddende og at hendes ministerium vil bestå - begge dele ikke mindst af hensyn til Dansk Folkeparti.

Forsvarsminister Søren Gade skal have et nyt ministerjob; selv vil han sandsynligvis gerne noget med en tung økonomisk profil - skatteminister? - mens den konservative kulturminister Carina Christensen af stort set alle betragtes som en "dead woman walking" i regerings-sammenhæng.

Sundhedsminister Jacob Axel Nielsen blev tidligere anset for at være på vej mod udgangen, men i dag vurderer flere, at han det seneste år har præsteret langt bedre og at han derfor kan blive siddende eller eventuelt blive skubbet over på en anden post.
 
Flere venstrefolk på spring
Finansminister Claus Hjort Frederiksen vil blive tungt siddende som finansminister, men deruodver synes alt på forhånd at være i spil.

I Venstres folketingsgruppe står flere på spring til at springe på ministertaburetterne - udover Malou Aamund handler det om politisk ordfører Peter Christensen, erhvervsordfører Jacob Jensen, kultur- og medieordfører Ellen Trane Nørby og som joker eller dark horse Søren Pind.

Hos de konservative er politisk ordfører og gruppeformand, Henriette Kjær, den helt oplagte indhopper, hvis hun vil og i øvrigt ikke vurderes at være for værdifuld som leder af det parlamentariske arbejde, mens finansordfører Mike Legarth spåes at være den eneste anden naturlige ministerkandidat fra folketingsgruppen.

I kulissen nævnes også Frederiksbergs tidligere borgmester, Mads Lebech, der for præcis et år siden forlod daglig politik til fordel for et job som direktør i IRF Fonden.
 
Luften på gangene på Christiansborg er i disse dage tyk af rygter, spekulationer og rumlerier om ovenstående.

Det gribende er, at næsten ingen ved noget med sikkerhed - kun Lars Løkke Rasmussen og Lene Espersen kan siges at være fuldt oplyst om sagen - men alle deltager i diskussionerne.