Harme over behandlingen af Thor
25. jan. 2010 05.51 PolitikFra flere sider på Christiansborg er der undren over Tønder Kommunes håndtering af sagen om drengen Thor, der blev kendt sidste år, hvor hans forældre bortførte ham for at undgå en tvangsfjernelse.
I aftes afslørede 21 Søndag, at Thor siden har været anbragt i tre forskellige plejefamilier.
Og det er bare ikke godt nok, mener de konservatives socialordfører Vivi Kier.
- Det rører mig rigtigt dybt med denne her historie. Desværre må jeg sige, at så ser vi, at Tønder igen må lære af sine fejl, siger Vivi Kier.
Hun kalder det en fejlvurdering, at Thor blev anbragt i en plejefamilie, som ikke magtede opgaven.
Ikke en enestående sag
Men Thors sag er desværre ikke enestående, siger næstformand for Socialpædagogernes Landsforbund, Benny Andersen.
- Thor er et eksempel, der har været tidligere eksempler, og vi vil få flere eksempler, hvis man ikke fra lovgivningens side sikrer, at der sker en udredning og en observation, siger Benny Andersen.
V er ikke glad for nyt forslag
Socialpædagogernes Landsforbund foreslår, at man anbringer tvangsfjernede børn på hjem med professionelle plejere, indtil den helt rette plejefamilie er fundet. En ide som Socialdemokraterne og SF støtter.
Men Venstres socialordfører Ellen Trane Nørby er ikke vild med tanken.
- En lang udredning er jo ikke et gode i sig selv, hvis det betyder, at barnet bliver placeret både halve og hele år på en institution, siger Ellen Trane Nørby.
Kender du til denne problemstilling?